Dette hellige evangelium til 2. juledag skriver evangelisten Matthæus (23,34-39/2020)

Jesus sagde: Jeg sender profeter, vismænd og skriftkloge til jer. Nogle af dem vil I slå ihjel på et kors, andre vil I piske i synagogerne og forfølge fra by til by. ³⁵Men I kommer til at stå til regnskab for alt det blod, der har flydt på jorden fra de uskyldige, lige fra Abel til Zakarias, Barakias’ søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret. ³⁶Jeg kan godt sige jer, det er jer, der lever nu, som kommer til at betale for alt det her.

³⁷Jerusalem, Jerusalem. Du slår profeterne ihjel og stener dem, Gud har sendt. Hvor tit har jeg ikke villet samle dine børn, ligesom en høne samler kyllingerne under sine vinger, men I ville ikke. ³⁸Så hør nu: Jeg overlader templet til jer selv. Det er tomt og forladt, ³⁹og I vil ikke se mig igen før den dag, hvor I siger: ›Gud velsigne ham. Han kommer i Herrens navn. AMEN 

PRÆDIKEN 

Lille barn, Gud af Gud, lys af lys, født i verdens mørke, sådan lød det i bønnen, som indledte gudstjenesten i dag – 2. juledag.

Det er det samme budskab, som lyser ud af Sven Havsteen-Mikkelsens alterbillede, der har titlen Julenat. Rummet er mørkt og udsigterne dystre. De bærende bjælker over krybben leder tankerne hen på det kors, som barnet kommer til at bære…

Men det mørke og dystre er trængt i baggrunden af det stærke lys, der udgår fra barnet i krybben. Et lys, der taler mørket imod og forkynder: Glæde, håb og fred…

Det er ikke julefred, der præger fortællingen til 2. juledag - tværtimod: Evangelieteksten beskriver ufred og forfølgelse. Den beskriver verdens mørke: Lidelsen, som altid også er til stede i verden og i menneskers liv…

Den (lidelsen) var der også dengang i fødselsforholdene, fattigdommen og flugten. Med barnet i krybben er Gud gået ind i verden, fordi han elskede den og for at være med os i det liv, vi lever:

Det kan det være svært at begribe hvilken overvældende kraft, der er i det lys, der kommer til verden julenat og hvilken afgørende betydning det har for vores liv. Det bliver ved med at være et mysterium for os…

Historien om julefreden i Flandern 1914 er eksempel på det. Der kom til at foregå noget, der nærmede sig det mirakuløse. Og det skete som en direkte følge af julens budskab om Guds fred mellem mennesker…

Vi befinder os i skyttegravsstillingerne ved Flandern i julen 1914. Det havde styrtregnet i dagevis, og soldaterne vadede rundt i mudder til knæene. Det stank fra latrinen og de mange døde kroppe, og rotter så store som katte boltrede sig i pløret.

Men pludselig skifter vejret. Om morgenen d. 24. december hører regnen op og afløses af en let frost, som lægger en rimhinde hen over landskabet mellem de to skyttegravsstillinger. Langsomt aftager skudsalverne og stilheden begynder at indfinde sig.

Med et hører man toner fra julesalmen: Stille Nacht, heilige Nacht. Sangen trænger ubesværet fra de tyske skyttegrave gennem ingenmandsland og høres af briterne et par 100 meter borte. De genkender sangen som Silent Night, holy Night.

Da tyskerne har sunget sangen til ende, lyder der begejstrede klapsalver fra englænderne – og man enes om at indstille skydningen. Menige soldater på begge sider har etableret en uofficiel våbenstilstand.

Soldaterne stiger fra begge sider op af skyttegravene og mødes i ingenmandsland. De udveksler hilsner og bytter cigaretter og fremviser stolt fotografier af familier og kæresterne derhjemme. Stemningen er overraskende hjertelig…

Som en direkte følge af julens budskab om Guds fred mellem mennesker viste det næsten umulige og utænkelige sig alligevel at kunne vinde fodfæste i virkeligheden…

Midt i krigens helvede åbner sig et rum, hvor næstekærligheden trængte krigens rædsler i baggrunden. Fjenden bliver set i et nyt lys - som andet og mere end en modstander, der skal udryddes, nemlig som et medmenneske…

En stilhed midt i orkanens øje – en spontant opstået julefred midt i krigens nådesløse inferno. Dagen ender med, at de spiser sammen.

Det usandsynlige. Ja, nærmest mirakuløse, fandt sted.

Julefreden fandt fodfæste og satte sig igennem på trods af alle odds.  

Den uautoriserede fred blev dog ikke taget nådigt op blandt de to hæres militære chefer. Soldaterne blev set som sindsforvirrede fredsapostle, som åbenbart ikke havde fattet krigens alvor.

Som straf for deres fred blev de forfulgt, drevet ud – ikke af kirken eller synagogen men derimod deres regimenter. Enhver form for humanitet eller næstekærlighed måtte effektivt bekæmpes. Den var i strid med krigens logik. Generalerne ville først og fremmest have lov til at føre deres krig i fred

Hvor ofte har jeg ikke villet samle jer, men I ville ikke, spørger Jesus?

I ville hellere sætte grænser og skel imellem jer. I ville hellere dømme hinanden end elske hinanden. Hvor ofte har jeg ikke villet samle jer, som hønen samler sine kyllinger. Men I ville hellere vide af det i kalder retfærdighed, end af det Gud kalder kærlighed…

Men det er Guds væsen i hvert øjeblik at nedbryde grænser og samle os under sin kærlighedsvinge, som en høne samler og beskytter sin kyllinger under sine vinger. Under Guds vinger åbner der sig et rum, hvor vi ser vores liv i et nyt lys, hvor kærlighed, fred og forsoning råder.

Det er det rum, der rejser sig over os, når vi står sammen omkring barnet i krybben i stalden i Betlehem i ly under bjælkernes kors. I barnet i krybben bryder det hellige ind i det verdslige – i det helt almindelige menneskelige. Det overvældende lys fra barnet trænger mørket i baggrunden og fylder rummet med glæde, håb og fred…  

Det er det rum, der rejste sig i ingenmandsland i 1914 mellem skyttegravene, hvor næstekærligheden råder og fjenden ses i et andet lys - som et medmenneske.

Det kan måske virke fjernt, når vi kender historien om julefreden i 1914, for krigen fortsatte, da juledagene var forbi. Og det kan virke fjernt, når vi ser på den aktuelle situation i Europa og andre steder i verden…

Men også her er der glimt af lys i mørket, når et menneske midt i krigen siger: Vi har intet lys, men vi har lys i vores hjerter. Vi har ingen varme, men vi er varmet af det store håb. Det er udtryk for at håbet er virksomt i os …

Et håb om, at selv i mørket er der intet, der kan skille os fra Guds kærlighed. For julens budskab er, at Gud kom ind i verden, fordi han elskede den og for at være med os i det liv, vi lever:

I ham var liv, og livet er menneskers lys. Og lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke…

Julen er et varmt lys i mørket, i skuffelsen, i ensomheden, i håbløsheden og i den afgrundsdybe tomhed. Lyset har så overvældende en kraft, at det trænger ind i det hus, der er lagt øde og er overladt til sig selv. Det når sindet det mørkeste sind og den øde og mørke slagmark. 

Lyset forvandler vores livsrum med glæde og håb om fred…

Det er det budskab, som vi må forfølge og kæmpe for i verden…

Det er derfor, vi har brug for at høre julens budskab igen igennem skiftende tider og slægters gang, så vi bliver styrket i troen på, at det næsten umulige og utænkelige igen og igen vinder fodfæste i virkeligheden i det liv, vi lever.  

Vi fornemmer lysets overvældende kraft og betydning, når vi ser på alterbilledets lys. Det guddommelige lys er kommet til verden og gør den verden, vi kender, større. Det trænger mørket i baggrunden, så det, vi har foran os, er morgendagens lys…

I det lys er der håb – et håb om fred…

AMEN…