Maleri af Giorgione, ca. 1505. Kilde: Wikimedia Commons.

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Lukasevangeliet 2,1-14

Og det skete i de dage …. Det kunne være sagt også om i dag. Ting sker, der foregår noget hele tiden. I vores hverdagsliv er der liv og udvikling, og i verden ved vi godt at der sker noget virkelig voldsomt en gang imellem.

Livet leves er vel den korte forklaring på det. Fremad går det hver dag overalt på kloden. Det ligger i menneskets natur at arbejde for at realisere sine mål og drømme. Vi skubbes fremad og er til dels også selv medarbejdere i denne horisontale bevægelse. Det er vel meget rigtigt at sige at menneskets liv fuldbyrder sig i den horisontale dimension. Den vertikale dimension i menneskets liv vender jeg tilbage til.

I 1958, den gang tingene igen begyndte at gå fremad efter en ødelæggende krig, skrev den tyske-amerikanske teolog Paul Tillich om hvad det er der driver mennesket fremad i den horisontale dimension: På sin vej gennem tid og rum forandrer mennesket den verden, som det møder, og denne forandring forvandler igen mennesket. I sit behov for fremskridt gør mennesket alt, hvad det møder, til redskab og bliver i sidste ende selv til redskab. Men til spørgsmålet, hvad det så skal bruge redskabet til, ved det intet svar.

Det er en meget præcis beskrivelse af, hvad der stadig driver os i vore liv.

Vi bliver tit redskaber for begivenheder vi ingen indflydelse har på. Verden ændrer sig og menneskers liv bliver påvirket. Ingen verdensorden er evig. Pax Romana som er latin for ”den romerske fred”, var den politiske verdensorden Jesus blev født ind i og som holdt ind i det 2. århundrede. Romerriget lå godt nok i krig med mange lande og folk, men inden for grænserne af det romerske rige var der fred.

Men også den gang, som i dag, må vi sige: Ingen verden er sikker og tryg. Alting kan ske. Alting kan ændres.

Det er i en sådan omvæltning af hverdagen vi følger Josef og Maria i deres rejse til Bethlehem. Kejser Augustus holder folketælling og den gang var det mandens by der afgjorde, hvor man skulle skrives i mandtal. Det unge par måtte forlade trygheden i Nazareth tage turen til Josefs slægts by. En rejse i det horisontale landskab med et ventende barn i maven. Når Lukas har haft behov for så udførligt at skrive om fødslen, hvad ingen af de andre evangelister i øvrigt gør, så sker det til dels ud af et ubehag. Ubehaget i julens fortælling om Jesu fødsel i Betlehem består i, at komme til forståelse af hvorfor dette gudebarn blev født ind i tiden og i verden. Ubehaget ikke at forstå som, at det ville Lukas helst have været foruden. Men denne fødsel skabte uro, ja revolution. Og Lukas ved godt at Jesus er død, mens han skriver sit evangelium.  

Tekster skrives fordi der er noget vi gerne vil have klarhed over. Der er oplevelser og erfaringer, der skurrer og pirker til de forestillinger om verden, man lever sit liv efter. At Gud viser sig i barnet i krybben er en stor og glædelig nyhed. Og den må fortælles på plads.

Den kendte tekst til juleaften af Lukas fortæller om barnets fødsel, og Lukas vil skaffe plads til denne begivenhed i verdens strøm af hændelser.

For at vende tilbage til tanken fra før om, at vi bevæger os fremad i en horisontal retning, så brydes horisonten her af et vertikalt indbrud. Lukas forsøger ikke at skjule eller lægge en dæmper på at her sker noget særligt; budskabet om frelserens fødsel fortælles af en engel til hyrderne og en himmelsk hær af engle står omkring krybben, synger og lovpriser Gud. Gud træder ind i verden på en anden måde end tidligere. I menneske-barnet Jesus.

I en stald om natten i høet blandt hyrder og engle fødes Jesus. Den fødsel fik så stor betydning at vi tæller vor tidsregning fra det år fødslen skete. Og mandens liv har skabt musik af skønhed, stor kunst, teologiske tanker og påvirket menneskesynet. Det er inkarnationen vi her er vidner til. Josef og Marias ganske almindelige liv og menneskers horisontale liv får en dybde med fødslen julenat. Der skabes et rum der gennem tiden har givet menneskeheden håb og afsat en række stærke billeder som Guds rige, himlen, korset, opstandelse og det evige liv.

Inkarnationen betyder at Gud bliver menneske. Menneskets horisontale vandring fremad mod nye mål i stadig vækst får tillagt en dybdedimension med denne fødsel.

Inkarnationen er ikke kun noget der sker én gang med Jesus. Gud er nu sammen med verden og åbner for at inkarnationen – at Gud kan vise sig i vores verden – er en fortsat proces. Det kan ske igen, og jeg vil sige at det sker stadig igen og igen. At der under vores almindelige hverdagsliv er en åbenhed for at Gud kan være sammen med verden uden at være identisk med verden.

Det må jeg forsøge at sige mere enkelt. At kristendommen er en inkarnatorisk religion får den vigtige betydning, at vores religion har med hverdagslivet at gøre. Det guddommelige er ikke noget fjernt og uopnåeligt. Det er noget vi kan blive delagtige i.

Det rørte jorden og mennesker i barnet og krybben, og siden har det været her. Enkelt formuleret i englesangen: Fred til mennesker med Guds velbehag. Kærligheden og glæden som Josef og Maria selvfølgelig har følt overfor deres barn, det er det samme Gud omfatter alle mennesker med. Det er Guds vilje at ethvert menneske er noget uerstatteligt for ham. Det er håbet om at det menneskesyn med fred og tolerance må brede sig i verden blandt mennesker.

Det hyperkreative og – aktive menneske der lige siden skabelsens morgen har været på i horisontalt erobringstogt i verden, kan i længden ikke nøjes med arbejdet, forbruget og videnskaben.

Fortællingen bevæger sig fra den uro og bevægelse kejser Augustus befaling skaber, til freden og glæden i stalden. Kejserens ord er magt og har kraft til at slå ihjel hvis der er brug for det. I stalden er det ord som frygt ikke, frelser og fred der møder os og som skaber sin egen verden. Hvor kejserens befaling splitter verden, samles verden igen omkring barnet i stalden.

Ligesom vi er kommet sammen her juledag, fra en verden udenfor som på mange måder er en splittet verden.

Den store kristne teolog i middelalderen Augustin siger hvad denne fødsel handler om på sin egen meget poetiske måde: Ordet føjer sig til elementet og skaber sakramentet. De ord har jeg altid haft med mig som præst. Det siger hvad det er sproget kan: Ord har kraft til at tilintetgøre og de har kraft til at give liv. Det har meget at gøre med det som vi taler om nu. Julens tekst giver mennesker håbet og troen ved at skabe et rum for at der i det elementære – hverdagen – kan vise sig noget helligt – sakramentet. Ligesom når præsten hælder vandet over dåbsbarnets hoved med ordene jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens. Så har vandet som det elementære med ordene der følger åbnet for det hellige. Og det er sakramentet. Og det er ikke kun noget der er forbeholdt præsten eller andre hellige personer. Alle kan tale denne virkelighed frem i menneskers verden. Det kræver blot tro og håb på at livet rummer mere end hvad vi ser.

Barnet Jesus voksede op og hjalp andre til at se at virkeligheden ikke bare som en kold og fjendtlig omverden. Men som en verden hvor Guds sindelag har åbenbaret sig. Vi lever i verden som mennesker, der er udleveret det ukendte, det ved vi alle, og vi mærker det. Det følte Josef og Maria også den dag kejseren befalede sin folketælling. Ikke rart at skulle forlade Nazareth.

Når Gud er tilstede i barnet i krybben er han sammen med os i det elementære, i hverdagens liv, som håbet og modet vi måske ikke lige altid er opmærksom på. Vi ved han er her og hvor er det godt at vide at det elementære, det almindelige, hverdagen, som vi kan blive trætte af, at det besidder noget helligt i sig, hvis Guds ord taler ind i det. Som det kan tales af vores egen mund med almindelige hverdagsord. Et ord fra et menneske kan løfte det tunge væk og jeg mærker at livet rummer mere end jeg kunne se.

Hvor det er godt at vide at der er noget mere at stole på…som når lyset på trappen går ud og hånden – tillidsfuldt – følger det blinde gelænder der finder vej i mørket skriver den vidunderlige svenske digter Tomas Tranströmer i et par linjer.

En anelse af det guddommelige som viste sig i barnet i krybben. Det kan vi også komme til at ane. Amen