Dette hellige evangelium til juleaften skriver evangelisten Lukas 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.  Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.  Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.  Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt,  for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde;  og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

 Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

PRÆDIKEN 

Tror du selv på det der, blev jeg spurgt for nyligt.

Jeg havde lige læst juleevangeliet op. Der var en stilhed i lokalet, som havde julefreden allerede sænket sig…

Ja, svarer jeg. Juleevangeliet er fortællingen om, at Gud rører verden: At himmel og jord mødes i barnet i stalden i Betlehem. Når vi sidder i kirken juleaften, skulder ved skulder på bænkerækkerne i alle aldre og i flere generationer og vi lytter til juleevangeliet, så kan vi næste mærke det: At himmel og jord mødes. At Gud rører verden…

Det kan føles som at komme hjem, når vi lytter til ordene. Vi har hørt dem i slægt efter slægt og fortællingen er derfor på en særlig måde forbundet med vores livsforløb.

Vi husker forskellige steder, vi har holdt jul og alle de mennesker, vi har holdt jul sammen med. Nogle af dem er døde nu og andre er af forskellige årsager fraværende i aften. Imens børn er kommet til.

På den måde tror jeg, at juleevangeliet har en særlig klangbund i os uanset om vi tror på det eller ej for det har mere at sige om vores liv, end vi selv kan sige om det.

Juleevangeliet handler om livets under, tilværelsens inderste væsen: Det handler om troen, håbet, glæden og kærligheden. Alt det, vi ikke kan sige os selv og som vi ikke kan leve uden.

Det er derfor, at vi må have det forkyndt og fortalt igen og igen, for at vi kan føle os hjemme i det liv, vi lever…

Julen kan samtidig også være som kontrastvæske, der tydeliggør livets foranderlighed, forgængelighed - livets skrøbelighed. Det i tilværelsen, der gør livet svært at føle sig hjemme i…

Unge der mistrives, fordi de stræber efter det perfekte og føler sig alene om at opnå et uopnåeligt ideal. Vi kan have en oplevelse af ikke at være det rigtige sted og derfor altid i bevægelse mod noget andet. Eller måske kæmper vi med kunne være lidt mere til stede der, hvor vi er…  

Sorg, sygdom, skilsmisser og familiestridigheder eller bare almindelige skuffelser over livet kan få os til at føles os ensomme, fremmede eller hjemløse i vores eget liv og gøre julen særlig vanskelig for os at være i…

 Sådan kan det være i vores egne små liv med alt det, vi skal igennem hver for sig, men også i den store historie, tidernes skiften, slægters gang igennem krige og kriser.

Uanset hvilken livssituation vi er i, så kan vi have en søgen, en rodløshed, en rastløshed, en hjemlængsel, en indre uro.

En nervøs dirren i kroppen som forstyrrer julefreden…

En murren i maven

Der ikke kan mættes

Et hul i hjertet

Der ikke kan heles

En plet for øjet

der ikke kan fjernes

En rysten på hånden

Der ikke kan standses

En vinter i sindet

der ikke kan varmes…  

Maria og Josef må også have mærket en uro – en dirren i kroppen.

Vi ser for os, hvordan de prøver at komme frem på æslet midt i al trængslen på deres lange og meningsløse vandring mod Betlehem.

På den måde fortæller Juleevangeliet os, at mennesker altid har bøvlet med identitet, eksistens og tilværelse. Det er et livsvilkår, vi deler. En ubrudt menneskelig erfaring som går tilbage til tidernes morgen…   

Jeg forestiller mig, at Maria og Josef må have været fyldt med hjemlængsel. Det er i hvert fald svært for dem at finde et sted, hvor de bare kan være. Men midt i al hjemløsheden skabes et rum - et hjem - i stalden i Betlehem, hvor himlen finder sted på jorden. Et sted hvor Gud rører verden…

Gud gør sig synlig og nærværende i verden ved at lade sig føde som et lille sårbart barn. Han kommer til syne i det helt almindelige menneskeliv. I det helt almindelige, at et menneske fødes.

Det er derfor, julen er for alle, der lever helt almindelige menneskeliv, uanset om vi tror på det eller ej. Overalt i verden samles vi i aften i krybberummet og ser på barnet. Dér ser vi tilværelsens inderste væsen: Det hellige i det almindelige…

Og vi kan selvfølgelig spørge:

Tror du selv på det der?  

Hvis vi mener, at GUD ER DØD, ligesom den tyske filosof Nietzsche mente i det forrige århundrede, så står vi alene med den opgave at skabe mening, sammenhæng og retning i vores eget liv og det er en knusende opgave…  

Det er derfor, jeg tror, at juleevangeliet har en særlig klangbund i os.  uanset om vi tror på det eller ej for det har mere at sige om vores liv, end vi selv kan sige om det.

Juleevangeliet får os til at rette blikket væk fra os selv et øjeblik og hen på det, vi er fælles om: Vi ser livets under i barnet: Menneskets unikke og umistelige kostbarhed…

Det fylder os med taknemmelighed, glæde og håb for fremtiden, og vi mærker, at livet kalder på os, på vores undren, nærvær, omsorg og ansvar, ligesom det kaldte på Maria og Josef.

Barnet i krybben gør os opmærksom på vores egen sårbarhed og bekræfter os i: At vi er afhængige af hinanden og forbundet med hinanden i vores menneskelighed.  Vi er ikke alene, men bundet sammen af Guds kærlighed og menneskehedens dybe fællesskab. Det er her, vi har hjemme og hvor det er værd at være…

Juleevangeliet rummer et løfte om en kærlighed, vi aldrig kan falde ud af og som vi kan føle os hjemme i uanset, hvor vi er, hvilken uro vi bærer på, og hvor langt hjemmefra vi er kommet…

Vi kan ikke forklare det og vi kan ikke begrunde det – juleunderet.

Og derfor kan vi selvfølgelig spørge:

tror du selv på det der?

Gud vil altid være et mysterium for os – og livet et under og en gave …

Jens Christian Grøndahl skriver et sted:

For mig vil kristendommen altid bevare en rest af fremmedhed, et lukket rum, utilgængeligt inderste rum (…) Jeg kan leve mit liv, som om det lukkede rum ikke findes, men det bliver livet fattigere af.

Så hellere fortsætte med at nærme mig den tærskel, hvor jeg på forhånd ved at jeg må standse op, fordi den også udgør min bevidstheds yderste grænsepost. Den er samtidig en lyttepost. Herfra forstå jeg ikke et suk, men jeg dvæler gerne en stund…

Juleevangeliet er ord, vi kan lytte til og et sted vi kan finde ro og dvæle en stund. Det er derfor det har en særlig klangbund i os...

Igennem tidernes skiften, slægters gang, igennem krige og kriser og alt det vi skal igennem hver for sig - bærer det os…

Ligesom livet ikke beror på os selv, gør julen det heller ikke. Vi behøver ikke at bevæge os eller jage uroligt efter den. For julen kommer til os. Den finder sted hos os, ligesom den fandt sted i Betlehem. Den finder ind i os uanset, hvor vi er i verden: Hjemme, på plejehjem, i fængsler eller flygtningelejre…

For julens bevægelse er dybest set en hjertets bevægelse, hvor Gud rører os med sin skabende kraft og livsforvandlende kærlighed og fylder vores urolige hjerte(rum) med glæde og håb for fremtiden…

Glædelig jul…