Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus (11, 25-30)

På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; Ja, fader, for således var det din vilje.  

Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« AMEN 

PRÆDIKEN - Novelleprædiken/ Peter Seeberg / Hvile 

Anna var som sædvanligt stået op klokken seks om morgenen og havde vasket sig og havet taget sit daglige tøj på og havde smurt det halve stykke med jordnøddesmør, som tilkom hende om morgenen, og derpå havde hun begivet sig ud på sin første travetur til den sydlige remise, hvor hun vendte om og gik tilbage.

På halvvejen blev det hende klart, at hun ikke havde gået nok, men måtte gå turen én gang til, før hun kunne gøre sig håb om at være faldet til ro.

Hun gik ind ad gadedøren som hun plejede, gik atter ud og stilede mod den sydlige remise, fordi hun ikke ville risikere at gøre noget forkert ved at gå ud til det nordre vandtårn eller de vestlige villakvarterer, hvor hun ikke havde været i femogtyve år.

Anna gik denne gang meget hurtigt ud til remisen, for den fejl hun til stadighed begik, kunne til syvende og sidst blot være, at hun ikke gik hurtigt nok, så hun aldrig faldt til ro og derfor aldrig kom til at smage den lille bitte smule lykke, som hun havde længtes sådan efter.

Man kunne ikke regne med, at hun til andre tider havde ment, at det drejede sig om at gå langsomt, for det kunne havde været forkert, eller det rigtige kunne blot være at gå netop denne tur meget hurtigt, fordi den var den afgørende.

Forpustet nåede hun remisen, men hun vovede ikke at se ind i den, men lod dens masse stå uden for øjets felt.

Det var vigtigt, at hun prøvede at lade være med at se derind. Kunne hun det, ville hun måske opnå lidt af det, hun gerne ville. Mens hun stod og prøvede at lade være med at se ind til sporvognene, som hun vidste var derinde, slog det ned i hende, at alle hendes vanskeligheder kom af, at hun aldrig havde turdet gå turen baglæns, fordi folk ville antaste hende og se bebrejdende på hende.

Nu ville hun ikke tage hensyn til folk mere. Hun tog de første skridt baglæns og mærkede, at det lod sig gøre. Hun drejede ikke hovedet én eneste gang under turen ind til byen.

Undervejs tænkte hun, at hun, når hun nåede hjem, havde fortjent en halv rundtenom med jordnøddesmør, men da hun skød gadedøren op med ryggen, blev hun klar over, at hun havde overdrevet.

Hun havde ikke fortjent den endnu. Hun måtte gå turen frem og tilbage én gang til.

Hun prøvede at gå meget hurtigt baglæns og kom til at løbe mod mange, men hun sagde til sig selv, at det ikke stod skrevet nogen steder, at folk skulle gå forlæns.

Hun ville ikke sige undskyldninger til dem. Hun skulle blot se at tælle til syvtusind, inden hun nåede til remisen og til sekstusind på hjemvejen, hvor det gik ned ad bakke.

Livet var meget vanskeligt, men sådan måtte det være, for at man kunne opnå en lille smule velfortjent lykke at hvile sig i.

Der var ikke noget i vejen med livet. Med hende havde der altid været noget i vej, men det kunne bedre sig, det ville hun gøre sit til. Hun ville ikke blot gå baglæns på gaden. Hun ville gå baglæns op ad trapperne. Det ville gøre hende godt.

Mange folk havde sagt til hende, når hun var faldet om på gaden eller på trapperne og ikke havde kunnet gå mere, at hun ikke kunne hjælpe sig selv på den måde, blot ødelægge sig selv, men hvem skulle så hjælpe hende?

Da hun var vendt tilbage fra den fulde tur baglæns ud til remisen og tilbage igen, gik hun baglæns op ad trappen, låste sig inde i sit værelse og syntes, at hun havde fortjent det halve stykke med jordnøddesmør, som hun så godt kunne lide.

Hun tog en mundfuld, holdt den i munden længe og lod den smelte, til al smagen var presset ud af den. Da hun kom til at tænke på den aften for mange år siden. Resten måtte hun slet ikke spise, mærkede hun.

Hun kunne ikke tillade sig at spise videre. Hun måtte hellere gå om for alle tilfældes skyld, så hun blev sikker på, at hun overholdt de terminer, som var sat for hendes tur.

Hun gik turen to gange baglæns. Hjemkommen mente hun, at hun nu havde lov til at spise en lille mundfuld hver halve time, hvis hun lod være med at smage for meget på den;

så ville hun muligvis blive lykkelig ved ellevetiden om aftenen, hvor halvdelen af maden ville være spist og hun havde lov til at spise resten, men uden at smage på den.

Mellem hver mundfuld gik hun en tur. Klokken elleve spiste hun lidt mere end en mundfuld og ville så vente til lidt over tolv med at spise videre, men da det smagte så godt som det gjorde, ventede hun til halv ét, da hun mente, at det var bedst, at hun gav afkald på at spise mere den dag.

Hun ville også give afkald på lykke til næste dag, hvor hun ville få bedre tid og mere ro på sig, hvis hun ikke gjorde én eneste fejl i det, som hun mente, hun skulle gøre for at blive lidt lykkelig.

Måske var det blot ikke rigtigt af hende at sove, i hvert fald kunne hun sove i en stol og uden tæppe over sig.

Gjorde hun sit bedste, kunne det ikke gå helt galt.

Det eneste rigtige var måske at sidde stille meget længe og ikke tænke på noget som helst, altid være i bevægelse uden at tænke på andet et langt stykke tid, så ville billedet ændre sig, hvis billedet kunne ændre sig, når man havde tænkt denne tanke og set tingene i dette billedes lys.

Mulighederne blev slettet ud af at blive tænkt for tidligt.

Alt godt kom af sig selv i tavshed.

Hun ville ikke tale mere, men lade tingene være som de var omkring hende og blot gå, til hun måske faldt omkuld.

Måske faldt hun ikke omkuld.

Den syvogtresindstyvende gang hun var på vej hjemmefra ud til remisen, ud på eftermiddagen den næste dag, vendte hun pludselig om.

Hun havde lyst til at smage et lille stykke, blot en lille snilken med jordnøddesmør.

Det var, som om ingen havde noget imod det, end ikke hun selv. Det var, som om der ingenting var i vejen for at sætte pris på det.

Mens hun nød den første stærke smag, undrede hun sig over, hvor længe dette kunne vare, og af denne undren opstod snart efter en brændende fortvivlelse over dette liv, som pludseligt stod til hendes rådighed.

---

Her slutter Peter Seebergs Novelle Hvile     

Livets byrder har mange udtryk. De er forbundet med livets alvor. Tab – sorg og savn. Følelsen af forladthed og afmagt. Fysisk og psykisk smerte – angst og uro. Følelsen af utilstrækkelighed som vi hører om det hos Anna i Peter Seebergs novelle: Hvile…

Der var ikke noget i vejen med livet, siger Anna i novellen. Med hende havde der altid været noget i vejen, men det kunne bedre sig, det ville hun gøre sit til.

Det er derfor hun gør sig så mange anstrengelser – går hurtigere, længere og baglæns. Hun gør sit yderste for at fortjene et øjebliks lykke – ro eller hvile…

Hun anstrenger sig i en sådan grad, at hun falder om. Hvem skulle hjælpe hende?

Midt i anstrengelserne vender Anna pludselig om og bryder ud af de cirkler hun går. Alt godt kom af sig selv i tavshed! Står der.

Et andet udtryk for netop det, evangeliet vil minde os om med ordene:

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile?

Det er en invitation til alle os…

Med de ord bliver vi mindet om, hvad det vil sige at være menneske.

At der er en grund udenfor os selv, som vi kan hvile vores trætte og overbelastede liv ved. At der findes en sammenhæng, som ikke er afhænger af vores anstrengelser…

”Kom til mig! – med alle jeres byrder, livets alvor: Jeres bekymringer, jeres sorg og savn. Følelsen af forladthed, meningsløshed eller utilstrækkelighed. Alt det i slider med - og jeg vil give jer hvile”.

Orden er sagt af Gud. Den Gud, som ikke venter i sin himmel på, at vi skal komme til fornuft og komme til ham, men som steg ned fra sin himmel, og som kommer til os, der hvor vi hver især er i vores liv med vores byrder…

Det lyder måske underligt og fremmed.

Vi kan ikke begribe det med fornuften. Det er mysterium.

Vi kan afvise det og vende ryggen til det, bevæge os baglæns gennem livet, ligesom Anna, i forsøget på at finde os selv, skabe vores eget liv, bærer det selv i jagten på vores egen lykke eller hvile…

Vi kan leve vores liv, som om ordene ikke fandtes, men det bliver livet fattigere af.

Jens Christian Grøndahl skriver et sted: Mens jeg lytter til bibelordene, er det, som om Guds søn kommer mig i møde igennem kristendommens lange historie. Men hvordan kan nogen komme en i møde bagfra? Billedet afføder en helt konkret betydning af ordet omvendelse: At jeg vender mig om, fordi han kalder på mig.

---

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile…

At tro på Gud er ikke at begrænse virkeligheden, men at udvide den.

At tro på Gud er at få givet en livstolkning, som omfatter evigheden i tiden, livet i døden, håbet i håbløsheden... 

At tro på Gud er en evig påmindelse om, at livet ikke beror på os selv og vores anstrengelser. Der er en grund udenfor os selv, hvor vi kan lægge vores byrder og finde hvile…   

Fra den grund får vi givet livsmod, så vi bryder ud af vores egne cirkler.

Vender os om, så vi ser at livet står til vores rådighed.

Med tro og tillid kan vi løfte vores blikke mod en ny fremtid, et nyt kirkeår, en ny dag…

AMEN