Dette hellige evangelium til 20. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Matthæus (21,28-44)

Jesus sagde: Hvad mener I i øvrigt om historien her: En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: ›I dag er der noget arbejde, du skal gøre ude på vinmarken.‹ ²⁹›Det vil jeg ikke,‹ sagde sønnen, men lidt senere fortrød han og gik alligevel derhen. ³⁰Manden gik også hen til sin anden søn og sagde det samme til ham. ›Ja, far, det skal jeg nok,‹ svarede han, men han gik ikke derud. ³¹Hvem af de to gjorde det, deres far ville have?« »Det gjorde den første,« svarede de. »Jeg kan godt sige jer, at skatteopkrævere og prostituerede vil komme ind i Guds kongerige før jer,« sagde Jesus. ³²»Johannes viste jer vejen til Gud, men I troede ikke på ham. Det gjorde de til gengæld. Og selvom I så deres tro, fortrød I ikke, og I begyndte ikke at tro på ham.

³³Jeg vil fortælle en anden lignelse. En mand anlagde en vingård. Han satte et hegn op omkring den, lavede en vinpresse og byggede et vagttårn. Så forpagtede han marken bort til nogle vinbønder og rejste sin vej. ³⁴Da vinhøsten nærmede sig, sendte ejeren sine slaver hen til forpagterne for at få sin høst. ³⁵Men de overfaldt slaverne; én slog de, én dræbte de, og en tredje stenede de. ³⁶Ejeren sendte igen nogle slaver derud, denne gang flere end første gang, men dem behandlede forpagterne på samme måde. ³⁷Til sidst sendte han sin søn afsted, fordi han var sikker på, de ville respektere ham. ³⁸Men da forpagterne så ham, sagde de til hinanden: ›Der har vi arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel, så vi kan få hans arv.‹ ³⁹Og så slæbte de ham uden for vingården og slog ham ihjel. ⁴⁰Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?« ⁴¹Medlemmerne fra Rådet svarede: »De grusomme mennesker vil han give en grusom død, og vingården vil han forpagte ud til nogle andre, der vil give ham høsten til tiden.« ⁴²»Har I aldrig læst, at der står sådan her i Skrifterne,« spurgte Jesus:

»›Den sten, som håndværkerne kasserede,

er blevet husets grundsten.

Gud har givet os den,

og for os er den et mirakel‹.

⁴³Derfor siger jeg jer, at I vil blive udelukket fra Guds kongerige. I stedet overlader han det til et folk, der vil få det til at blomstre. ⁴⁴Alle, der falder over stenen, vil blive lemlæstet, og dem, som stenen falder på, vil blive knust.«

PRÆDIKEN 

De er fulde af skår evangelieteksterne til de sidste søndage i kirkeåret.

Teksterne er brutale. De flyder med ord om vold og ødelæggelse. Det er ord, vi falder over, slår os på, når vi hører dem eller skærer os på, når rører ved dem…  

---

Vi kender alle billedet af vingården: frodig og skøn og med et fint gærde om.

Et sted, der ånder af fred, kærlighed og glæde eller sådan havde Gud vel tænkt sig det fra begyndelsen?

Han havde vel tænkt vingården som det sted, hvor mennesket kunne leve med omsorg for hinanden og hvor kærligheden og barmhjertigheden får livet til at blomstre og gro og bære frugt hver dag?

Ligesom i paradisets have, hvor mennesket får ansvaret for at dyrke og passe haven, og hvor Gud så at det var godt…  

Men det billede splintres og går i 1000 stykker. Der går skår i glæden, når vi hører om, hvordan vingården bliver hærget af vold og ødelæggelse – ja, endda mord. For de mennesker, som vingården er overladt til, er ligeglade med den. De siger ét og gør noget andet…

---

Vi bryder os ikke om at høre det – ikke i kirken. Selvom vi godt ved, at alt det, der nedbryder liv, findes – lige ude på den anden side af kirkedøren. Vi skal bare åbne avisen eller nyhederne, så må vi forholde os til en verden, hvor vold og krig hærger og truer vores fælles liv og vores fælles verden…

---

De to sønner og de utro vinbønner har ikke ansigter eller navne – de kan være hvem som helst til alle tider og på alle steder. Vi kunne prøve at sætte os i brødrene (eller vinbønnernes sted)?

Intet menneske kan vel se sig fri for at have sagt et og gjort noget andet. Selvransagelsens spejl, er ikke rart se i. Men teksten er sådan et spejl. Den spejler os og andre og stiller spørgsmålet: forvalter vi det liv og den verden, vi har fået givet, sådan som Gud ønsker det, da han skabte det? Forvalter vi det godt, så den blomstrer og gro og bærer frugt for andre…   

Vingården kan ikke klare sig på egen hånd. Vi må hjælpe til og tage ansvar, hvis vingården ikke skal gro til med tjørn og tidsel og forfalde... 

Selvom der er skår i glæden, er der også håb om, at alt bliver klinket sammen igen…

Lignelsen fortæller om Guds vedholdenhed. Den fortæller om den Gud, der bliver ved og ved for at hans vingård kan blive realiseret, selvom modstanden er hård og kold (til tider blodig). 

Det er det samme tema, som i lignelsen om kongesønnens bryllup. Hvor kongen bliver ved og ved med at invitere til festen og hvor mennesker igen og igen afviser invitationen, fordi de er optaget af deres eget og fuld af undskyldninger: En er optaget af sin mark, en anden sin forretning og en tredje må tage sig af sine kone.

Men Kongen bliver ved, der er ingen grænser for, hvem der bliver indbudt: fattige, blinde og lamme. Invitationen går helt derud, hvor vejene og verden ender...

For Guds kærlighed kender ingen grænser…  

 --- 

Gud tror godt om os igen og igen og sender sin folk afsted – den ene efter den anden - til sidst sin søn. Gud er ikke kun vedholdende, men også godtroende. Det giver os håbet om, at Gud er den Gud, der bliver ved med at invitere os. Den Gud, der bliver ved med at involvere sig i vores liv – sætte sig selv i spil også under de mest brutale vilkår i verden – for fortsat at realisere sin vingård…  

Det kan godt være, at vi ikke altid kan få øje på det. Måske slet i denne krisetid, når vi ser os omkring og ser ud i verden. Det er ikke sikkert, at vi kan se Guds nærvær i verden. 

Vi må stole på, at Gud er i alt det, vi ikke umiddelbart kan erkende og se: I skaberværket og i mødet med det andet menneske. I gudstjenesten. Gudstjenesten er Guds vingård. Gudstjenesten tager os væk fra os selv og vores eget. Den forvandler og forandrer os…  

Når vi sidder på kirkebænken, så er vi ikke længere optaget af os selv eller opslugt af hinanden, men fælles om at være vendt mod Gud.I gudstjenesten er vi nulstillet overfor hinanden ved at være lige overfor Gud (Søren Ulrik Thomsen)

Når vores skrøbelige facade af det, vi kan og det, vi har, brydes ned, er vi nøgne, udsatte og afhængige som fugleunger, men vi er set af den, der vil give os intet mindre end alt…

Pludselig er der … et sted, hvor nogen giver hele sig selv… og du kan intet yde andet end at tage imod. Den eneste situation på jorden, hvor du kun skal tage imod. Hvem har råd til at sige nej? (Susanne Brøgger).

Det har den, der viger tilbage fra sønderknuselsens sted. Vi kan slå os på det, for det lyder voldsomt, at nadveren skulle være sønderknuselsens sted. Men måske er det i virkeligheden ikke andet end at indse, at vi ikke er selvberoende…

Gudstjenesten kaster lys over vores liv: Vores længsel og glæde. Håb og drømme. Men også vores fortrydelse, angst, fortvivlelse, vrede, sorg og bekymring – alt det, der gik skår i. Nadveren er det sted, hvor al sønderknust liv bliver sat sammen igen. Hvor skårene bliver klinket og vi igen kan rejse os…

Her ser vi vores liv i lyset af Guds nåde og barmhjertighed. Vi ser hvem vi er, og hvad vi får grundløst får skænket. Vi må have de glimt af Guds nådes lys for øje, så vi aldrig glemmer, at der er en guddommelig virkelighed før os og uden om os. En guddommelig virkelighed, der holder os oppe og som minder os om, hvem vi er…

Ikke fuldendt, men underfuldt skabt og elsket og sat i en vingård, hvor vi skal bære dets frugt ud i verden til glæde og gavn for andre…

Bag vingefjer og løvfald

Og det, der gik i skår

er løftet om

en evighed

i hvert et skridt, vi går

AMEN