Prædiken 18. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Prædiken 18. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Prædiken 18. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

# Prædikener

Prædiken 18. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

1»Jeg er vinstokken, og min far er vinbonden. 2Alle de grene, der ikke giver frugt, skærer han af. De grene, der giver frugt, renser han for visne druer, så de kan give større udbytte. 3I er allerede blevet renset af det, som jeg har fortalt jer. 4Bliv hos mig, og jeg bliver hos jer. En gren giver ikke frugt af sig selv, men kun hvis den sidder på vinstokken. På samme måde kan I heller ikke give frugt uden at blive hos mig. 5Jeg er vinstokken, og I er grenene. Hvis I bliver hos mig, og jeg hos jer, giver I meget frugt, men uden mig kan I ikke gøre noget. 6Den, der ikke bliver hos mig, er som en gren, der bliver smidt i en bunke. Grenene ligger og tørrer ind, til man samler dem op og smider dem på bålet, og de bliver brændt. 7Men hvis I holder jer til mig og tager mine ord til jer, så kan I bede om det, I gerne vil have, og så vil det gå i opfyldelse. 8Hvis I lever som mine disciple og giver meget frugt, viser I min fars storhed og guddommelighed.

9Ligesom min far har elsket mig, har jeg elsket jer. Hold fast ved min kærlighed. 10Det gør I, hvis I overholder mine bud, ligesom jeg har overholdt det, min far har sagt, og holder fast ved hans kærlighed. 11Jeg siger det her for at dele min glæde med jer, så I også kan blive glade. Johannes 15,1-11 

Træet med dets grene er ikke svært at se for sig. En levende virkelighed, som er til. Det er svært at tænke sig at de ikke hører sammen. Tænker vi på et træ, ser vi også grenene på det træ. Tænker vi grene, ser vi straks også grenene, som siddende på et træ sammen med andre grene.

Der er en tæt og uadskillelig sammenhørighed mellem et træ og dets grene. Dør træet kan grenene selvfølgelig ikke leve. Visner grenene mister træet noget af sin egenskab af træ. Det er ikke længere et træ, som vi kender det.

Træet kan ikke undvære sine grene. Skal man tale om at et træ har en opgave i livet, så er det at sætte grene, at de skal vokse og evt. sætte frugt. For grenene gælder det om at henter næring fra træet, sætte knop, blomstre, og finde sin plads blandt træets andre grene. – Det går helt af sig selv.

Der er en tæt forbindelse mellem træet og dets grene, en uadskillelig forbindelse, de er vævet sammen på en måde der gør at vi ikke kan skille dem ad, og derfor når vi ser et træ for os, er det ikke kun stammen vi ser, men træet med alle dets grene.

Jesus begynder sin tale med noget vi alle kender!

Træet har så længe vi kan se tilbage i klodens udviklingshistorie spillet en central rolle for mennesket og jordens overlevelse. Træerne og skovene er kommet på dagsorden igen i dagens klimadebatter. Vi skal plante flere træer lyder det fra politikere, for træerne er rigtig gode til at opsuge al den co2 vi slipper ud. Det smerter i mange af os når vi ser jordens gigantiske lunge Amazon skoven blive udsat for rå skovhugst og afbrændinger.

Træerne har altid haft en stor betydning for alt liv på jorden. Enhver lille skabning nyder godt af træer som beskyttelse og til at spise af. Vores forfædre boede i træer og kravlede først ned fra træerne da isen indskrænkede de oprindelige skove på kloden. Vi kom ned på jorden og så har udviklingen ellers taget fart derfra.

Vi ligner træet, opretstående som træets stamme, lange arme som minder om grene på træet, tynde fingre, ligner kviste på grenene, og vi står som træet med sin rødder med vores fødder på jorden.

Derfor heller ikke underligt at træet også er indgået i massevis af fortællinger om symbolske træer – livstræet i paradisfortællingen, Kundskabens træ hvor slangen boede og fristede de første mennesker til at tro at de kunne vokse uendeligt, Ask, Yddrasil i nordisk mytologi.

Jeg har været en uge i mit sommerhus og nyder hver dag de store træer som omkranser haven og huset. De store træer som hilser hver morgen og står som mørke ranke skygger i aftenlyset. De står der med stolte stammer, grene der rækker langt over os, og rødder ned i jorden, som vi ikke kan se, men som holder det hele fast og får det til at leve.

Hvad holder os fast i livet? Vi har ikke rødder som træerne, men fødder. Vi står fast på jorden, men har fået muligheden for at bevæge os, gå ud i livet og møde andre mennesker og bygge samfund op. Er vi også blevet rodløse? Søger bestandigt efter et sted at kunne være til, fri fra alle de modstridende krav som kommer udefra og indefra i os selv. Det er måske derfor at træet rører os, fordi de står der med sine rødder langt ned i jordens muld, og indgyder os ro og styrke.

Træerne minder os dengang vi tog bolig i deres grene og med vores fingernemhed og styrken i vores ben kunne kravle i træernes grene og svinge os fra træ til træ. Men nu er vi på jorden, det kommer vi ikke udenom. At kravle i træer hører barndommen til. Jeg har sjove minder fra min barndom, hvor vi byggede huler i træernes grene. Et sted at gemme sig fra verden, er en fortælling om mennesket har brug for et sted at høre til.

Jesus møder os i dag i Johannes tekst som vinstokken.  Han taler om sig selv som vinstokken med grene, og det vækker en umiddelbar genkendelse i tekstens tilhørere. Vinstokken groede overalt i Israels land. Vinstokken fik tidligt en symbolsk betydning, som et billede på Guds folk.

Det er mere end et billede, for Jesus taler om sig selv som vinstokken, og Gud som vinbonden, der dyrker og passer på stokken. Gud som er skaberen af vintræet, som er Jesus, og grenene det er os, som til enhver tid hører eller læser denne tekst.

Træet med grene taler om at høre til et sted. En gren lever af at sidde på træet sammen med andre grene.

Vores kristentro er ikke en forestilling om Gud, men at have et forhold til Gud, som viser sig i det liv vi lever sammen. Vi er nemlig grene som Jesus siger på Guds vintræ. Jeg er vinstokken, og I er grenene.

Det er ikke sikkert at vi føler at vi er en del af et større fællesskab sammen med andre. På den måde kan dette udsagn virke hånende og provokerende på det menneske, som ikke føler at det hører sammen med andre.

Det bliver nemmere at forstå, hvis vi lytter til epistlen fra 1. Johannesbrev, hvor det hedder, at ingen nogensinde har set Gud, men hvis vi elsker hinanden, så er Gud i os.

Vi er ikke bare et stamtræ, som kan forklare os den måde, vi hver især er særlige på, med de sjove og ekstraordinære gener, vi er arvinger til. Vi suger som forgreninger på træet næring af den samme kilde som er vinstokken Kristus. Det kan ikke lade os uberørte hvordan de andre grene på træet har det. I fællesskab, i den kærligheden som må være iblandt os som solidariske grene på træet, kan vi sammen opnå meget.

Kærligheden fra Gud er at vi er grene på hans træ, som er vintræet, som igen er Jesus, der har vist os, at vi når vores bestemmelse som mennesker i kærligheden. Træet er et symbol på fællesskab, at vi er bundet sammen og hører sammen.

Træet som et billede på livet mellem mennesker, mellem mennesker og Gud, vil fortælle os, at vi ikke lever for os selv. Vi lever på det samme træ, og henter næring fra det, til selv at bære frugt. Et ægte fællesskab opstår dér hvor vi er bundet sammen i en fælles opgave.

Vi lever sammen med andre, om vi også hører sammen er nok en anden sag. Men det er det vi skal bestræbe os på. Det er, når vi elsker, at vi bliver ét med Jesus Kristus.

Vi har rod i ham, og så har vi fødder til at gå ud og bære frugt, som vi aldrig ved helt hvad der kommer ud af. Amen 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed