Dette hellige evangelium til 17. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Markus (2,14-22) Bibelen 2020: 

På et tidspunkt kom han forbi byens toldkontrol, hvor Levi, Alfæus’ søn, sad. »Slut dig til mig,« sagde Jesus, og Levi rejste sig og fulgte med ham. ¹⁵Senere blev Jesus inviteret hjem til Levi, hvor toldopkræverne og andre, der ikke fulgte loven, spiste sammen med ham og hans tilhængere. Dem var der efterhånden mange af. ¹⁶Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at Jesus spiste sammen med nogle, der ikke fulgte loven, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med den slags mennesker?« ¹⁷Det hørte Jesus, og han svarede: »Det er ikke de raske, der har brug for en læge, men de syge. Jeg er ikke kommet for at overbevise dem, der allerede gør det, Gud vil have, men dem, der ikke gør.«

¹⁸Både Johannes’ tilhængere og farisæerne overholdt fasten, og derfor var der nogle, der spurgte Jesus: »Hvordan kan det være, at dine tilhængere ikke faster, når både farisæernes og Johannes’ tilhængere gør det?« ¹⁹Jesus svarede: »Kan gommens venner måske faste, så længe gommen er sammen med dem? Nej, det kan de ikke. ²⁰Senere bliver gommen taget fra dem, og så skal de faste. ²¹Der er ingen, der syr en lap af et stykke nyt og uvasket stof på noget gammelt tøj. Lappen krymper jo, når den bliver vasket, og så river den det gamle tøj endnu mere i stykker. ²²Og ingen hælder ny vin på gamle lædersække. Vinen vil sprænge sækkene, når den gærer, så både vinen og sækken bliver ødelagt. Ny vin skal i nye lædersække.« 

PRÆDIKEN 

Vi har netop sunget: Vi trækker streger og sætter skel. Det er en nyere salme af Johannes Møllehave. Den er kommet med i det nye salmebogstillæg sammen med 99 andre…

Vi kan have det svært med alt, hvad der er nyt. Både når det handler om nye salmer, nye bibeloversættelser og ny liturgi til vores gudstjeneste og alt muligt andet værdifuldt i vores liv…  

Forholdet mellem gammelt og nyt eller balancen mellem tradition og fornyelse er svær. Det nye truer med at sprænge det gamle og værdifulde i stykker …

Det gør vel heller ikke noget, at vi er kritiske, for det er ved gud heller ikke alt, der per definition er godt bare fordi, det er nyt…

Og tænk hvor vanskeligt det kan være for os her i det små at forholde os til nyt midt i det gamle. Hvor vanskeligt er det så ikke, når det er hele vores verdensopfattelse og gudsopfattelse, der bryder med den gamle. Det er det, der på spil i evangelieteksten til i dag…

---

Teksten, som vi netop har hørt, giver indtryk af opbrud. Der er noget i gære. Noget nyt er på vej. Jesus skildres som en magtfuld person, der griber ind i situationer, skaber røre, og med stor myndighed sætter han sine modstander på plads…

Jesus er som en flod, der strømmer gennem landet og river alting med sig. »Følg mig!« siger han blot, og nogle mennesker bryder op og forlader alt, hvad de står midt i.

Jesus skaber opbrud i de sociale og religiøse regler og konventioner. Han spiser med toldere og syndere og bryder regler om faste. Der er opbrud fra det gamle og stivnede. Det kan ikke rumme det nye.

Ingen syr en lap af et stykke nyt og uvasket stof på noget gammelt tøj. Lappen krymper jo, når den bliver vasket, og så river den det gamle tøj endnu mere i stykker. Og på samme måde hælder ingen nye vin på gamle lædersække – for den nye vin vil sprænge sækkene…

Det gamle er som et dige, der holder vandet tilbage. Nu er det, som om det opstemmede vand pludselig bryder igennem og strømmer frit. Evangeliet vil udråbe, at Guds rige er i frembrud, hvor Jesus kommer frem…  

---

Guds rige er her endnu ikke i fuldt flor, men det er allerede nu i frembrud, hvor Jesu suveræne forkyndelse lyder. Det, der sker med Guds riges komme, er, at grænser og skel mellem mennesker sprænges i stykker: At Gud er alt i alle.

Nu er det kun synligt for troens øje, men i fuldt flor skal det være synligt for alle. Guds rige er i frembrud. Det presser sig på som blomsten, der er i frembrud og sprænger bægerbladenes beskyttende hylster.

På samme måde som bægerbladenes beskyttende hylster må sprænges for at den nye blomst kan folde sig ud, sådan bliver vores gamle forestillinger sprængt i stykker for at guds rige kan vokse frem…  

---

At få ændret vores gamle forestillinger om verden og om Gud kan være en smertelig proces. Kirsten Sarauw skiver i sin bog: Tilbage til ømheden sådan her om den proces…

”Vi kan intet tilegne os, som virkelig kan berige vort liv og udvide vor forståelseshorisont, uden at vi først har sønderbrudt de færdige billeder, som rækkes os fra fortiden.

Det er en meget smertefuld proces, som kræver et stort mod og styrke også til at udholde forvirring, tomhed og ensomhed…

Men så kan det være en trøst at vide, at det er en almen religiøs erfaring, som ethvert menneske, der ønsker ikke blot at leve i religionens udvendighed, men i dens indvendighed, må gøre:

Gudsbillederne må knuses, for at Gud kan blive en levende erfaret virkelighed i det enkelte menneskes liv. Hvad andet gjorde Jesus hele sit liv… end at pille ved sin samtids sædvanlige gudsbillede, nedbryde den udvendige gudsdyrkelse i templet i Jerusalem og flytte Gud ind i mennesket, gøre mennesket til Guds tempel?

 Men er det end en smertefuld proces, … er det også en meget befriende proces… hvor billede på billede igen begynder at vokse ud som blade på et træ, hvor de gamle dybsindige billeder igen kan få nyt liv, hvor den dyrebare tradition igen bliver vedkommende, men nu i et helt andet perspektiv, set fra en anden bevidsthed.

En bevidsthed, som ved, at alle disse billeder i sig selv ikke er sandheden, men netop billeder…  tilnærmelser, tydningsforsøg.”

(Kirsten Sarauw: Tilbage bliver kun ømheden s. 12-13)

---

Citatet beskriver meget fint, den på samme tid smertelige og befriende proces det er at bryde gamle forestillinger ned for at lade nye vokse frem. Citatet beskriver også hvordan det nye, når det bryder frem, kaster et nyt perspektiv på det gamle og giver det nyt liv…

Alle vores forsøg på at gøre os forestillinger om Gud er kun tilnærmelser, og vores gudsbillede må ind imellem knuses for at Gud kan blive levende erfaret virkelighed i hver enkelt af os og i hvert menneskeliv.

Gud er kærlighed, siger vi om Gud. Det er ordet om Gud. Men det er også ordet fra Gud. For det er hele den fylde, som viser sig ved at Gud fødes på jord, lever, dør og opstår.

Det er hele den fylde, der sprænger gamle forestillinger om, hvem Gud er. Det er hele den fylde, der nedbryder grænser og skel mellem os. Hele den fylde siger, at Gud er kærlighed og at Guds kærlighed er levende erfaret virkelighed imellem os og i os.

For Guds kærlighed hældes på os og fylder os - som ny vin på nye sække – og den (kærligheden) vokser i os, bruser igennem os som en flod og gør alting nyt.

For kærligheden er altid ny.

Og tænker du, at din krop og din hud, måske er blevet gammel og begynder at virke noget sprækket og sprukken, så tro ikke, at det betyder, at du ikke længere skulle kunne rummet evangeliets sprudlende, nyskabende kraft og Guds grænseløse kærlighed i dig…

I hjerte, sjæl og sind er der nedlagt en mulig spændstighed i os. En spændstighed, der gør det muligt for os hele livet igennem at kunne rumme Guds kærlighed, så vi ikke sprænges af den, men fyldes af den til glæde og til gavn for hinanden og for Gud, så vi allerede nu glimtvis ser Guds rige…

AMEN