02/07/2024 0 Kommentarer
Prædiken 12. søndag efter trinitatis v. Mona Høgh
Prædiken 12. søndag efter trinitatis v. Mona Høgh
# Prædikener
Prædiken 12. søndag efter trinitatis v. Mona Høgh
Dette hellige evangelium til 12. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Matthæus (12, 31-42). Bibelen 2020
Jesus sagde: Hør nu her. Gud tilgiver mennesker al blasfemi og alle overtrædelser af hans lov, men hvis de håner Helligånden, kan de ikke få tilgivelse. Man kan også få tilgivelse, hvis man taler ondt om mig, Menneskesønnen, 32men den, der modsiger Helligånden, vil aldrig få tilgivelse – hverken nu eller i den kommende verden.
33Enten er et træ godt og bærer gode frugter, eller også er det råddent og giver dårlige frugter. Man kan kende et træ på frugterne. 34Elendige kryb! Hvordan skulle I kunne sige noget godt, når I selv er onde? Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. 35Et godt menneske deler ud af det gode fra sit gode hjerte, og et ondt menneske deler ud af det onde fra sit onde hjerte. 36Men husk, at I kommer til at stå til regnskab for hvert eneste af de tomme ord, I har sagt. 37Enten vil jeres ord frikende jer, eller også vil I blive dømt på dem.«
38Nogle af de skriftkloge og farisæerne sagde til ham: »Rabbi, nu må du give os et bevis på, hvem du er.« 39»Det er kun onde mennesker, folk, der ikke tror på Gud, der kræver beviser,« sagde Jesus. »Men I får ikke andet end Jonastegnet. 40Profeten Jonas var inde i den store fisk i tre dage og tre nætter, og på samme måde vil jeg, Menneskesønnen, være i jordens dyb i tre dage og tre nætter. 41På dommedag vil de mennesker, der boede i Nineve, stå op fra de døde sammen med jer og anklage jer. De ændrede deres liv, da Jonas fortalte, hvad der ellers ville ske, og her er noget, der er større end Jonas. 42Dronningen af Saba vil også stå op fra de døde og anklage jer. Hun kom langvejsfra for at høre kong Salomons visdom, og her er noget, der er større end Salomon
Prædiken
”Hvor er det vidunderligt, at ingen behøver at vente et øjeblik på at gøre verden til et bedre sted.” - Anne Frank.
Det er en meget fin tanke og det er meget fine ord. Og situationen, som ordene er tænkt og skrevet i, gør dem stærkere og finere. Det er Anne Frank, der har skrevet dem, da hun gemte sig for Nazisterne…
Ingen behøver at vente et øjeblik på at gøre verden til et bedre sted. Det er ord, der gør livet større. Det er ord, der åbner vores øjne, så vi ser livets godhed også selvom ondskaben findes. Det er ord, der åbner vores hjerter og fylder dem med tro og håb…
Det er ord, der taler livets og tilværelsens iboende godhed frem…
-
Ord er ikke bare ord. Ord gør noget. De er ikke bare harmløse. Ord kan gå i krig og ord kan skabe fred. Ord kan såre og de kan hele, de kan sprede glæde og de kan være som knive i hjertet.
Ord har stor magt, når vi bruger dem for at meddele os til hinanden: Som når den elskede spørger: Vil du gifte dig med mig eller pludselig en dag siger: Det er slut nu…
Ord kan gøre livet større, og de kan få livet til at krympe. Der er kærlige ord, der opbygger; der er tomme ord, der skader; der er nyttige ord, der gavner, der er kolde ord, der isner og ondskabsfulde ord, der dræber. Vi forbander med ord og elsker med ord. Vi døber med ord.
Med ord sætter vi spor hos hinanden. Vores liv er flettet sammen og ind i hinanden. Vi er hinandens skæbne på godt og ondt. Den andens liv og livsudfoldelse kan afhænge af os – og hvordan vi meddeler os til hinanden…
Det kan være meget lidt - en forbigående stemning, en oplagthed, vi får til at visne. Og det kan være forfærdende meget, for vores tomme ord kan få den andens liv til at falde fra hinanden.
Og hvem kan sige sig fri for både at bruge ord, der er livgivende og ord, der dræber…
-
Så vi kan sikkert alle få lidt sved på panden, når vi hører evangelieteksten til i dag. Her siger Jesus, at vi skal stå til regnskab for vores ord. At vores ord enten vil frikende os eller dømme os. At ord imod Helligånden ikke tilgives…
Det hører med til historien, at Jesus netop har helbredt et menneske, og reaktionerne på det er meget forskellige: Nogen reagerer med vrede og forargelse og andre med glæde. Jesus taler til farisæerne, som mener, at det, Jesus gør, er af det onde…
Det er altså baggrunden for, at Jesus siger til dem, at ord imod Helligånden ikke tilgives…
-
At tale imod Helligånden er at nægte, at det gode, Guds ånd virker, er godt, nægte, at det smukke er smukt, det gode godt, det sande sandt.
At tale imod Helligånden er at tale imod det skabende og opretholdende princip i verden. Det er at tale imod Guds livsånde, som er indblæst i mennesket på skabelsens morgen og som giver os liv, så vi kan leve og ånde frit…
I skabelsesberetningen hører vi, at Guds ånd svævede over vandene dengang, der var mørkt og tomt. Og Gud sagde, at der skal være lys, og der blev lys, og Gud så at lyset var godt…
Skabelsesberetningen giver os en grundlæggende overbevisning om livets iboende godhed. For det første Gud skabte med sit ord var lyset, som fortrængte mørket, og Gud så at lyset var godt…
Det gode var her først: Fred før krig, tillid før mistillid, kærlighed før had. Det onde er som en snylter, der kun kan leve, fordi det gode findes. Det onde modsiger livets godhed, men ophæver den ikke, formindsker den ikke. Det er en krænkelse af livets under…
-
At tale imod Helligånden er at nedbryde liv og modsige Guds mening med verden. I det øjeblik mennesket vedvarende forbryder sig imod det skabte, så krænkes det – livet, menneskelivet.
“Ånd er, at noget er bevægende. Ethvert hjerteligt forhold har med ånd at gøre. Et venskabsforhold er af ånd. Forholdet mellem forældre og børn er af ånd. At elske har med ånd at gøre. Der er ånd i naturens opvågen en sommermorgen, i fuglenes flugtfryd og vores sansers opvågen, når vi oplever det; derfor berører det vort hjerte...” – Ole Jensen
Et ord imod Helligånden er et hjerteløst ord. Det er et ord, der ikke har slået rod i hjertet – et kynisk og brutalt ord, det iskolde ord. Det kommer ikke fra hjertet, men udefra, fra periferien, fra udstederne, fra tomheden og mørket i verden og i os...
Ligesom Gud talte verden frem fra urdybet med sit ord, sådan talte han også Jonas ud til liv af hvalfiskens mørke bug med sit ord, og sådan kom kærligheden til orde i verden…
Kærligheden må komme til orde for at livet kan blive sandt. Det sande liv er det liv, hvor kærligheden (kommer til orde og) bliver til kød og blod, bliver til virkelighed.
Helligånden er Guds ånd, der virker gennem Jesus, som i kærlighed gav sig selv til liv for verden, så vi aldrig skal fortvivle…
-
Når vi døber med ord, får vi del i hans kærlighed og når vi spiser det lille stykke brød ved alteret, så bliver vi styrket i troen på, at der er tilgivelse og nåde til os.
Gud sender os sin gode ånd og lægger sine ord i vores hjerter, så det er dem vores mund løber over med. Han lader ånden tale sit sprog i os.
Jeg tror, den ånd kan blæse selv de tungeste døre og skodder op i menneskets sind og gøre hjertet åbent for livgivende næring?
-
For livets og kærligheden skyld behøver vi ordene, som taler alt ondt imod og taler troen, håbet og livet frem. Der er ord, der gør livet større. Der er ord, der åbner vores øjne, så vi ser livets godhed også selvom ondskaben findes. Der er ord, der åbner vores hjerter og fylder dem med tro og håb…
Det er ord, der taler livets og tilværelsens iboende godhed frem
Så generation efter generation bliver ved med at sige…
Hvor er det vidunderligt, at ingen behøver at vente et øjeblik på at gøre verden til et bedre sted. AMEN
Kommentarer