Dette hellige evangelium til 8. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Matthæus 

Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?  Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen.  Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand.  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære;  for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge. AMEN. (Matt 7,22-29) 

PRÆDIKEN 

I tegneserien Radiserne ser vi den lille dygtige og pertentlige Thomas sidde på stranden og bygge et sandslot. Det er så raffineret - som kun Thomas kan bygge det. Det bliver bygget efter alle kunstens regler med tårne og glughuller, løbegange og voldgrave.

Men da slottet næsten er færdigt, begynder vandet at stige, så bølgerne ruller hen over det lille kunstværk, og det hele forsvinder.

Man ser Thomas sidde lidt eftertænksom og sige til sig selv:

Man kan lære et eller andet af det her. Jeg ved bare ikke rigtig hvad…

Det er i grunden en almen tanke at få. Når ting ikke vil lykkes, når forventningerne igen og igen viser sig at skuffe, når anstrengelser for at gøre det rigtige gentagne gange slår fejl, hvad er der så i vejen?

Hvad er der galt med vores sandslotte, vores indretning af tilværelsen?  

I Thomas tilfælde er det indlysende. Sand er ikke bæredygtigt.

Når det gælder vores liv, er det straks vanskeligere selv at få øje på…

Vi oversvømmes af informationer, rygter og meninger, der fremføres med retorisk overbevisning og som kan være svære at gennemskue. Det kan være svært at skelne mellem sandt og falsk. Vi træffer hele tiden svære valg, som det kan være vanskeligt for ikke at sige umuligt at overskue konsekvenserne af…  

Der er meget i vores tilværelse, som er i udvikling og som kræver omstilling, og vi kan få en fornemmelse af, at vi selv kan forme fremtiden og have livet i vores egne hænder…

Vores tilværelse er på mange måder mere flytbar end fast, og hver især søger vi det bedste fundament at stå på i vores liv…  

Og ind i den sammenhæng, så kan det forekomme uendelig gammeldags at tale om klippen som et fundament. Det kan lyde som noget, der kun giver mening i en statisk verden og som derfor hører fortiden til…

Den græske matematiker og filosof Archimedes (ca. 287 f.Kr. – 212 f.Kr.) skulle engang have sagt: Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge verden!

Måske har der til alle tider rørt sig en længsel i os - en længsel efter det, som holder. Et sted at stå? Der kan være noget spændende og udfordrende ved at gå på smalle bjergstier, der hele tiden ændrer sig. Men der er også noget vidunderligt ved at hvile på en klippe, der er varm af solen, og vi ved, at det her holder.

Vi kan have en længsel efter det, der holder på vores vandring i livet? Et sted, hvor vi kan hvile, fordi vi har brug for noget, der ikke er flytbart og foranderligt.

Vi ved jo godt, at vi ikke kan forme den perfekte tilværelse med vores egne hænder, uanset hvor dygtige og patentlige vi er – og hvor mange anstrengelser vi gør os. Vi kan ikke sikre os mod alverdens farer, Vi kan ikke afværge alle ulykker ved at være forsigtige, vi kan ikke undgå enhver sygdom ved at tænke positivt og leve sundt og vi kan ikke undgå den død, som er en indbygget del af tilværelsen.

Vi ved jo godt, at det hele vil skride under os en dag – før eller siden. Vi ved, at vi skal miste det hele en dag: At sandet er løst og tiden er lånt…

Vi ved godt, at vi kan lære et eller andet af det allerede nu, men derfor kan det alligevel være svært i denne verden og i dette menneskeliv ikke at bygge på sandet:

Vores egen magt, vores egen godhed, vores egen retfærdighed, vores egen fromhed. Vores eget værk...

Det glædelige budskab denne søndag er, at Gud har givet os en fast grund. Hans ord bliver ved med at lyde og gælde, selvom himmel og jord forgår.

Gud giver os et ståsted. Et holdepunkt. Et sted at vende hjem til når stormen raser, skybruddet kommer, floderne stiger og de mørke skyer trænger sig på. Når kulden bider og verden bliver lille. På denne søndag bliver vi mindet om, at vi ikke er vores egen klippe - uanset hvad vi selv dygtigt og patentligt kan bygge, forme og skabe, så bærer vi ikke livet selv.

Vi er sandet, vi er flygtige: Vi elsker og svigter, vi griner og vi græder, vi fester og sørger. Vi lever…

Det faste, urokkelige og blivende får vi foræret af Gud. Han giver os et stykke af evigheden – en klippe at bygge på. Her kan vi grundfæste vores tro og bygge vores håb. På det stykke klippe kan vi græde og grine, feste og sørge. På det stykke klippe kan vi leve og dø.

Det er en gave fra Gud…  

Givet med den hånd, som holder verdensrummets dybder. Den hånd har i hjertet på os allesammen sat et stykke af en klippe fra evigheden. Dét stykke klippe findes i hjertets dybeste lag – urokkeligt og roligt, men så dybt gemt, at vi kan glemme det.

Vi ved jo godt, at det hele vil skride under os en dag – før eller siden. Vi ved, at vi skal miste det hele en dag: At sandet er løst og tiden er lånt…

Og da lyder ordet om, at Gud er med i vores liv – også når alt er sandbunker, tomt og dødt. Også han har grint og grædt, elsket og savnet. Han har levet og lidt. Hans liv har også været tomt og dødt og blevet til evigt liv…  

Gud er mulighed der, hvor vi ingen muligheder har…  

Det er det, der er vores Archimedespunkt - klippefast og uforanderligt.

Et ståsted. Et holdepunkt. Et sted at vende hjem til, når stormen raser, skybruddet kommer, floderne stiger og de mørke skyer trænger sig på

Det sted, hvor vi har fast grund under fødderne – og herfra kan vores verden bevæge sig, og vi kan bevæge verden og være noget for hinanden…

Det er på det stykke klippe, at vi tror, selvom vi tvivler?

Det er på det stykke klippe, at vi får mod, selvom vi er modløse.

Det er på det stykke klippe, vi tør elske, leve og dø…  

Vi er sandet. Gud er klippen. Det er det, vi kan lære: At bygge vores største drømme, vores store kærlighed, vores inderste håb på ham.

AMEN