⁶Nu kom der en ung mand hen til Jesus. »Rabbi,« sagde han til ham. »Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« ¹⁷»Hvorfor spørger du mig om, hvad der er godt?« sagde Jesus. »Der er kun én, der er god, og det er Gud. Men hvis du gerne vil have evigt liv, så overhold buddene.« ¹⁸»Hvad for nogle?« spurgte manden. Jesus sagde: »Du må ikke slå ihjel, du må ikke begå utroskab, du må ikke stjæle, du må ikke lyve om andre, ¹⁹du skal respektere din far og din mor. Og du skal elske andre på samme måde, som du elsker dig selv.« ²⁰»Alt det overholder jeg allerede,« sagde den unge mand. »Hvad mangler jeg så mere?« ²¹Jesus svarede: »Hvis du vil være konsekvent, så sælg alt, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige; så har du en skat i himlen. Kom så, og slut dig til mig.« ²²Da den unge mand hørte det, blev han ked af det og gik sin vej, for han var meget rig.

²³»Der kan I se, hvor svært det er for en rig mand at komme ind i Guds kongerige,« sagde Jesus til disciplene. ²⁴»Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end det er for rige mennesker at få adgang til Guds kongerige.« ²⁵Da disciplene hørte det, blev de rystede. »Hvem kan så overhovedet blive frelst?« spurgte de. ²⁶Jesus så på dem og svarede: »Ingen mennesker kan frelse sig selv, men Gud kan alt.« Matthæus 19,16-26 

Det er helt naturligt at der stilles krav til os. Også at vi stiller krav til hinanden, og at vi selv har forventninger til det liv vi gerne vil leve. Presset fra de tre kan dog give et menneske følelsen af ikke at kunne leve op til kravene.

I en religiøs kultur som den Jesus levede i med Gud øverst og mennesket på jorden, gav det på mange måder mere ro i livet. Man vidste hvad man skulle, pligten var ikke til at tage fejl af, og det var med til at lægge retningen for tilværelsen. Selv i en kultur som den Jesus og hans samtid levede i, hvor enhver kender sin plads i samfundet, og hvor Gud troner i det høje og garanterer, at verden ikke braser sammen, er det at være ung også at være grebet at det universelle spørgsmål om livets mening.

Den unge mand kommer som sendt fra Gud ind på scenen og stiller sig foran Jesus. Rabbi taler han til Jesus, og viser sin respekt for den position og visdom Jesus er indehaver af. Han spørger efter det evige liv, men bag det spørgsmål ligger en søgen efter, hvordan hans liv får fylde.

Ungdommen vil gerne det hele. Det kender vi godt, hvis tænker tilbage på dengang vi selv var unge. Unge mennesker er livsbekræftende i deres optagethed af at komme frem i livet. Der er også noget ulykkeligt over dem, i deres idealistiske søgen og nogle gange totale tomhed.

Hvordan får mit liv fylde? – Kunne være overskriften vi sætter over samtalen med den rige unge mand og Jesus, med disciplene på sidelinjen, som skal lære at se at rigdom kan være en forhindring for relationen til Gud.

Rigdommen er en anfægtelse for den menighed Matthæus er en del af. Det er også blevet en anfægtelse for stjerneøkonomen Thomas Piketty der ser ophobningen af kapital hos ganske få rige mennesker, som en forhindring for at vi kan løse nogle af tidens store problemer.

Hvad vi fylder livet med kan være så mange ting. Vi kender alt for godt til hvad mennesker i dag kan fylde livet med. Vi har fået så mange muligheder for at fylde livet ud, at vi ofte havner i den modsatte situation, og bliver rådvilde og kan ikke finde ud af hvad det så er vi skal vælge i livet. Vi kan sammenligne os med rige unge mand som gerne vil tale med Jesus om det evige liv.

Det evige liv får os til at tænke på efterlivet, på graven og et liv bag graven. Et liv efter dette liv ligger langt fra kristen tankegang. Det svar Jesus giver den unge mand er, at det evige liv handler om det gode han skal gøre her i livet.

Der er noget mismodigt og sorgløst over dette menneske. Tomheden i det liv han lever toner frem i hans søgen. Vi kan høre ham sige: hvad skal jeg med dette liv, og er der et evigt liv, som kan give mig ro, så jeg ikke skal lede bekymret efter meningen. Det er lykken han søger. Længslen i livet efter lykken. Mon ikke vi alle kender til denne længsel, som kan dukke med mellemrum i vores liv. Denne længsel som kan melde sig som en følelse af tomhed midt i at jeg egentlig har alt hvad jeg brug for i livet. Alt er godt og så alligevel ikke, for jeg mærker denne uro……

Jeg kalder det en sorgløshed, som fortæller om et savn, midt i en tilværelse, som er tryg og materielt set sikret. Om det moderne menneske kunne vi sige: det har alt og det er også alt hvad det har. I det gode liv hvor vi egentlig ikke savner noget, kan der melde sig denne følelse, som kommer til udtryk i den unges svar på at Jesus henviser ham til budene: ”det overholder jeg allerede, Hvad mangler jeg så mere?” Jeg har gjort alt hvad jeg skal siger ham, lever hver efter budene som rammer livet ind. Alt nok til at være et ordentligt menneske.

Det er dette mere ud over alt det jeg har, mit trygge og sikrede liv, hvad handler det om. Livslængsel efter lykken.

Livets lykke talte Jesus aldrig om. Når der holdes taler til unge kan vi godt svinge os højt op, og tale om lykken i livet, og at de må finde den, uden at konkretisere for meget, hvad det handler om. For lykken er ikke sådan at beskrive. Jeg vil citere teologen Løgstrups gode ord om lykken, sagt i en sammenhæng, jeg ikke husker. Han siger om lykken: Lykken er ikke at det lykkes, men det vi kommer ud for.

Det passer fint med at Jesus fastholder den unge mand på budene. På det konkrete som budene, som jo er de ti bud, vidner om. Budene som vi kender dem fortæller alle om det hverdags liv vi lever. De handler om dette liv som går i stykker og falder fra hinanden, og derfor er det vi har budene. Budene som Jesus taler om viser vej i livet, og taler ikke på den måde om lykken, men om det ansvar som hvert bud fordrer af os. Hver dag og i al evighed.

Den unge mand er hurtig til at svare at alt det med budene har han klaret. Han er sikkert vokset op med dem og har lært dem at kende i sit hjem. Ligesom hjemmet står der og venter på ham hvis han har brug for det, så er budene det lidt kedelige og hverdagsagtige som han lever med. Det som bare skal gøres, og som bliver gjort, for de er uundværlige for at livet kan fungere. Budene siger hvad jeg skal, og hvad jeg ikke skal, og har hele tiden fokus rettet mod det andet menneske.

I alt det jeg skal og gør hver dag, melder tomheden, sorgløsheden sig, over at livet bare er, og der må da være noget mere i vente for mig. Der må være en mangel. Noget jeg mangler at gøre, for at jeg kan føle livets lykke, en evighed som fylder livet med mening. Han føler ikke at han kan mærke livet. Der må være noget mere end at være et ansvarligt og ordentligt menneske. Mange lever fint med at gøre hvad budene siger, men den unge mand rækker ud efter noget andet, han kalder for evigt liv.

Igen bliver det svar Jesus giver ham meget konkret. Lykken, det evige liv, meningen, eller hvad vi nu kalder det, handler stadig om dette liv. Ikke om et liv et andet sted, hverken på jorden eller i himlen.

Alligevel taler Jesus til noget meget konkret og håndgribeligt i hans liv. Hans rigdom. Den er måske gået hen og blevet mere til selvbeskyttelse end til gavn? Hans sikkerhed spiller Jesus ud mod den gavmildhed, han selv har gjort til lykken i livet.

Den unge viser sin tro frem ved at komme til Jesus. Og i deres tro på Gud som den gode, er Jesus og denne unge mand på lige fod. For hvad Gud har tænkt sig at gøre ved selv ikke Jesus noget om. Der er stadig mere at gøre end at overholdene budene. Den unge mand sætter hurtigt et flueben ved hvert af budene. Og hvad er der så mere at gøre?

For hans åbningsspørgsmål handler om mere end det. Der er en dybere længsel i hans spørgsmål.

Jesus svarer at hans rigdom spærrer for at han kan komme videre. Han skal sælge alt, hvad han ejer, give det til de fattige, og følge Jesus. Det er generøsiteten Jesus peger på. Den dyd som sætter os så meget ud af kontrol at vi åbner os for andres liv. Han skal opøve evnen til at give sig selv til andre uden nogle tanker om hvad han vil få tilbage. Det kunne han ikke og ville måske heller ikke. Disciplene er rystede over Jesus der sammenligner den rige mands udfordringer med kamelens vej gennem nåleøjet. Det bliver svært kan vi høre på deres suk.

Men vi kan jo ikke alt. Vi kan heller ikke forvente at livet altid vil som vi vil. Og vi skal måske slet ikke regne med at vores længsler altid skal opfyldes.

Vi skal falde til ro i livet, livet her i blandt dine mennesker, leve efter budene, være generøs med kærligheden, og lade lykken og det evige liv være op til Gud, som kan alt. Amen