³Da Jesus var kommet til området omkring Cæsarea Filippi, spurgte han en dag disciplene: »Hvad siger folk om Menneskesønnen? Hvem tror de, jeg er?« ¹⁴»Nogle af dem siger Johannes Døberen,« svarede de. »Andre siger Elias, og der er også nogle, der mener, du er Jeremias eller en anden af profeterne.«

¹⁵»Men hvad med jer? Hvem tror I, jeg er?« spurgte Jesus. ¹⁶»Du er Messias, den levende Guds søn,« svarede Peter. ¹⁷»Peter, Jonas’ søn, du er velsignet. Det svar har du ikke fra andre mennesker. Det er min far i himlen, der har afsløret det for dig. ¹⁸Hør godt efter, hvad jeg siger, Peter. Dit navn betyder ’klippe’, og du er den klippe, jeg vil bygge min kirke på. Den kan dødsriget ikke få magt over. ¹⁹Jeg giver dig nøglerne til Guds kongerige. Alt, hvad du forbyder på jorden, vil være forbudt i himlen, og alt, hvad du tillader på jorden, vil være tilladt i himlen.« ²⁰Så sagde Jesus til disciplene, at de under ingen omstændigheder måtte sige til nogen, at han var Messias.²¹Fra da af begyndte Jesus at fortælle sine disciple, hvad der skulle ske. Han skulle til Jerusalem, hvor han ville blive mishandlet af det jødiske råd; han ville blive slået ihjel, men stå op igen fra de døde efter tre dage. ²²Peter trak Jesus til side og bebrejdede ham det, han havde sagt. »Gud vil passe på dig, Herre,« sagde han. »Sådan vil det aldrig gå.« ²³Men Jesus vendte ryggen til Peter og sagde: »Forsvind, Satan. Du prøver at lokke mig væk fra Gud, for du tænker som et menneske og ikke som Gud.«²⁴Så sagde Jesus til disciplene: »Hvis nogen vil følge mig, skal han opgive sig selv, tage sit kors op og være parat til at gå i døden med mig. ²⁵Den, der vil redde sit liv, mister det, men den, der mister sit liv for min skyld, får det igen. ²⁶Hvad får du ud af at erobre hele verden, hvis du mister dit liv? Et menneske kan jo ikke købe livet tilbage. Matthæus 16,13-26 

Hvem er jeg? – spørger Jesus sine disciple. De svarer med flere navne som de kender fra deres religiøse tradition, for i de navne lå der en forventning til Jesus.

Peter træder frem og bekender sin tro: Du er Messias, den levende Guds søn. En bevægende bekendelse, fuld af håb for fremtiden. Jesus tysser kærligt og bestemt på Peter, for det er en bekendelse han har fra Gud. Han skal endelig ikke gå rundt og tro, at det er noget han selv er kommet frem til.

Hvem er JEG? – vi får tidligt efter fødslen et navn, og kaldes dermed ud af mængden, og er nu dette menneske med det navn. Navnet alene fortæller ikke hvem jeg er, men det skiller mig ud fra alle andre mennesker. Hvem jeg er? – er mere end blot et navn, for det handler også om, hvad det er i mit liv, der gør, at jeg kan svare på, hvem jeg er? Identiteten kommer også fra den anden, de andre, som ser mig, og jeg mærker at jeg har et værd.

Når nogen kalder på mig, er jeg noget, og ikke ingenting. Én siger mit navn, og jeg reagerer ved at vende mig mod den som taler, og mærker at nogen vil mig noget. Det skaber usikkerhed, uro og bekymring når jeg ikke ved, hvem jeg er. Hvem jeg er, går altid over den anden, som det Du, som møder mig, ser mig, taler til mig, og som giver mig min identitet.

Jesus spørger sine disciple om, hvem han er? Jesus er et menneske, der som alle mennesker, ved at han lever gennem andre. Han er Guds levende søn, men det er han kun i kraft af, at nogen anerkender ham som den levende Guds søn. Derfor vækker Peters bekendelse stærke følelser i Jesus.

Identitet er ikke noget for en gang fastlagt og altid det samme. Vi fødes som menneske med gener, som får betydning for dele af vores identitet. Men identitet er mere end biologi. Vi er mennesker der indgår i sociale sammenhænge, vi lever i samfundet, i verden, og alt det har indflydelse på hvem jeg er. Det er et dybt behov for ethvert menneske at nå til afklaring med sig selv, realisere sig selv, finde sit centrum og ståsted i livet. Vi formes nemlig også af vores møder med andre mennesker, af vores valg og hvad livet møder os medgang og modgang.  

I digtet ”Navnet” skriver den svenske digter Tomas Tranströmer, hvor vigtigt det er for os at vide hvem vi er, men også at det aldrig er noget for én gang fastlagt og sikkert: Jeg bliver søvnig under bilturen og kører ind under træerne i vejsiden. Ruller mig sammen på bagsædet og sover. Hvor længe? Timer. Mørket nåede at falde på. Pludselig er jeg vågen og ved ikke hvor eller hvem jeg er. Lysvågen, men det hjælper ikke. Hvor er jeg? HVEM er jeg? Jeg er noget der vågner på et bagsæde, drejer sig rundt i panik som en kat i en sæk. Hvem? Endelig kommer mit liv tilbage. Mit navn kommer som en engel. Uden for murene lyder et trompetsignal (som i Leonora-overturen) og de frelsende skridt kommer hurtigt hurtigt ned ad den alt for lange trappe. Det er mig! Det er mig!

Digtet beskriver den erfaring vi alle kender, overgangen imellem sovende og vågen tilstand – den let omtumlede følelse, når man slår øjnene op og lige skal finde sig selv i verden igen. Hvor er jeg? Hvem er jeg?

Jesus er kommet langt væk fra der, hvor han normalt opholder sig.Han ved hvem han er, men subjektet er skrøbeligt og søger den anden, og Jesus er interesseret i at vide hvad folk tænker om ham.

Er vi ikke alle optaget af, hvad andre tænker om os? I dag er behovet større fordi vi lever i en tid, hvor vi hele tiden skal præsentere os selv. Vi er på vej til identitet, fordi der er så meget der påvirker os.

Hvis en person siger, at han fra nu af kun vil tænke på sig selv, så vil han i løbet af ingen tid gå til. Vi har brug for andre mennesker for at blive menneske. Hvem jeg er? kan vi hver især fortælle mere eller mindre om, men hvad det er som gør, at jeg ved hvem jeg er, i betydningen hvad der er vigtigt i mit liv, vil de fleste fortælle om et andet menneske.

For vi kan ikke trives uden andre mennesker. Et menneske bliver til et menneske gennem andre mennesker. De andre mennesker giver dig noget, som du ikke kan give dig selv.

Det er måske det digteren vil fortælle med englen, som kommer da mennesket vågner, og skal finde sig selv. Tilstanden mellem vågen og søvn er en mellemtilstand mellem drøm og virkelighed, hvor digteren fint beskriver hvor skrøbelig identiteten er. Englen der kommer og møder mennesket i digtet, vil fortælle at vores identitet, ikke kun er hvad vi selv gør det til, men i ligeså høj grad er noget der kommer til os udefra.

Jesus er Messias, den levende Guds søn, bekender Peter. Messias er en bekendelse udtalt med varme følelser og anerkendelse. En bekendelse til Jesus som menneske og som Gud. Peter bekender Jesus som den levende Guds søn, på hvilken kirken skal bygges. petra hedder han på græsk, det betyder klippe, klippen der står fast, som giver grund under fødderne.

Kirke bygningen vidner tydeligt om denne grund, stræbende med sine tårne mod himlen, står de som vidnesbyrd om, at den menneskelige tilværelse og individets identitet ikke kun finder sin mening i det jordiske. 

Jesu vej går mod Golgata. Det er hans bestemmelse. Det også vores retning, når vi tager korset op og følger ham. Korset som tegnes over os når vi bliver døbt, og bliver indlemmet i menigheden.

Hvem siger I, at jeg er? spurgte Jesus sine disciple. Relationen til Gud var han ikke i tvivl om, men hvad andre tænkte om ham, er vigtigt, for vores identitet får sin begrundelse fra de andre. Hvem er jeg? – spørger vi os selv. Vi råber det nogle gange højt, for vi ved godt, at vores jeg får betydning fra det du, der råbes til.

At være et menneske, at være en kristen, er at blive i en relation. Vi kaldes af den levende Guds søn, til at være sammen med ham. At være sammen med ham, er at tage sit kors op og følge ham. Gå med ham mod Golgata, som er vejen vi ikke kender. Miste sit liv, for det er ved at give sig hen til livet og til den anden, at vi får identitet. Amen