^{Jesus sagde43}I ved, at der står: ›I skal elske hinanden og hade jeres fjender.‹ ⁴⁴Men jeg siger til jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer. ⁴⁵Sådan bliver I børn af jeres far i himlen. Han lader solen skinne både på de onde og de gode, og han lader det regne både på dem, der gør det, Gud vil have, og på dem, der ikke gør det. ⁴⁶Tror I, Gud vil belønne jer, hvis I kun elsker dem, der elsker jer? Det gør skatteopkræverne, der samarbejder med romerne, vel også? ⁴⁷Hvis I kun hilser på jeres egne landsmænd, er der så noget særligt ved det? Det gør alle andre folk jo også. ⁴⁸I skal være uden forbehold i alt, hvad I gør, ligesom jeres far i himlen. Matthæus 5,43-48 

I ved det godt – Vi skal elske hinanden. Og Jesus tilføjer og hade jeres fjender. En fjende kan man som navnet siger heller ikke undgå ikke at synes om. Men det skal der laves om på.

Som i så meget andet Jesu sagde og gjorde bliver det normale vendt på hovedet. Altså, Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer.

Kærligheden til hinanden er også det vi kender som næstekærligheden. Enhver anden er en næste. Det ved vi godt når vi husker fortællingen Den barmhjertige samaritaner. Den fortælling tegner det bibelske billede af næstekærlighed.

I den fortælling er næstekærligheden den kærlighed der ikke er isoleret til ens egne og ligesindede. Hvorfor den ikke er det får vi svaret på i dag. Fordi den kærlighed har sin forklaring i Gud, skaberen, der lader solen skinne både på de onde og de gode, og lader det regne både på dem, der gør det, Gud vil have, og på dem, der ikke gør det.

Hade fortæller en historie om at forsømme, krænke, holde sig fra og holde væk. Elske er modsvarende at tage imod, være sammen med, dele, tage sig af. Kærligheden er universel, den gælder alle, for som vi hørte Paulus sige ( i Romerbrevet 14), skal vi alle til sidst stå foran Guds domstol, og derfor skal vi ikke bruge tid på at dømme hinanden. Lad os hellere bruge tiden på at elske. Og da Gud i sol og regn viser os sin kærlighed, er meningen med livet den elementære, elsk din næste, spred kærlighed. At elske en fjende er at elske næsten i ham.

Elske er et stort ord. Det er et ord der kan lukke sig om sig selv og dem jeg elsker, og det er det ord i sproget som kan skabe den største glæde og forandring. Jeg elsker dig – og verden er som forandret.

Det er de 2 muligheder Jesus peger på i sin tale om hvad kærligheden skal og ikke skal, i det lille brudstykke fra bjergprædiken vi har lyttet til. Det handler om kærlighedens inklusivitet. Reserverer vi kærligheden til dem vi ved vi elsker og som elsker os, så ved vi hvad vi kan forvente, og har ikke risikeret noget. Åbner vi kærligheden op overfor den vi har svært at fatte kærlighed til, er det vi sætter vores kærlighed og menneskelighed på spil, fordi vi ikke kan være sikre på hvad som vil ske.

Kærlighed er aldrig isoleret til ens egne og dem jeg er lige med, fordi kærligheden finder sin begrundelse i skabelsen: Guds sol skinner over alle og derfor er kærlighed ikke kun reserveret til dem jeg er i gruppe med. Kærlighed har sin begrundelse i skabelsen og ikke i at jeg og mine er særlig udvalgt.

Vi har alle et stort behov for at blive elsket. Og vi ønsker selv at elske, at bruge vores liv på en måde som kan lade andre føle at de er elsket. Er det ikke netop kærligheden vi bruger til at fortælle noget om sammenhængen i vores liv? Et menneskes livsfortælling er en fortælling om hvad kærligheden har betydet i livet. Hvor jeg fortæller hvordan mit liv har været båret af kærlighed. Jeg har måske også blik for hvor jeg har lukket af for kærligheden og hvorfor. Jeg taler om dem der har lukket for kærligheden i mit liv, og hvad det har gjort ved mig. Hvordan det har påvirket mit liv og min tillid og mistillid til kærligheden.

Næstekærligheden som Jesus peger på, ses fra Guds sted. Der er en kærlighed til før mennesket kommer til verden. Det er skaberens kærlighed til sit skaberværk. Til græsstrået, blomsten, træet, fuglen – det er Gud der hver dag lader sin sol stå op over alle mennesker, og regnen rammer også os alle.

Når kærligheden ses fra stedet hvor Gud virker får næstekærligheden stor alvor og tyngde. Teologen K.E. Løgstrup taler med alvor når vil sige hvad næstekærligheden drejer sig om: Når ens forhold til det andet menneske er stedet, hvor ens forhold til Gud afgøres, må det samtidig være stedet, hvor det andet menneskes tilværelse står på spil, at ens svigten er uoprettelig”.

I næsten møder vi også Guds menneske. Gud skylder vi alt – tak for livet som hver dag rækkes til os. At leve det i ansvar og taknemmelighed. Næstekærlighed er derfor en ensidig handling: at give og give uden at få noget igen.

Vi har for vane at tænke næstekærligheden i menneskelige kategorier. Kærligheden vi har sammen og gør imod hinanden. Er næstekærlighed alene noget som handler om menneskers forholden sig til hinanden?

Næstekærlighed tænker vi ind i relationen mellem mennesker. Ikke så underligt at vi gør det. Det er også hvad Jesus taler om, når han siger vi skal elske hinanden og huske at det også gælder dem vi hader. Gud lader sin sol lyse på os og sin væde dryppe på os. Men det gør Gud også på naturen, ja, ikke mindst på naturen, som er dybt afhængig af sol og regn.

Næstekærligheden må vi tænke ind i forhold til hele den skabte jord, og ikke kun den menneskelige eksistens. Vores forhold til naturen, som vi alle ved er under pres og truet, er også der hvor vores forhold til Gud afgøres. Ødelægger vi havene, skovene, dyreliv, så handler vi ikke næstekærligt, vores svigten ved vi al for godt, er uoprettelig.

Vor kulturform hylder et natursyn, men uden at være sig det bevidst. Et natursyn der går ud fra den præmis: a) At naturen alene er til for os mennesker – som middel til vores udvikling og vækst. Og b) At vi har lov at gøre med den, hvad vi kan komme af sted med. Alt liv hænger sammen, mange nye økologiske tænkere, taler om sam-eksistentialisme og et flerartsligt fælles liv på jorden.

Når jeg er i mit sommerhus elsker at jeg sommermorgener at stå tidligt op og sætte mig på terrassen eller gå rundt i haven og se op på de store træer og lytte til fuglenes sang, som lyder klart i den uforstyrrede stilhed. Flere af træerne er blevet mine personlige venner. Der står den høje og slanke fyrretræ, majestætisk og hilser mig, der er birken som vinden kan få til at synge og der er rækken af lindetræer som havens egern elsker at hoppe fra træ til træ. Der er et liv rundt om mig som jeg ikke skylder noget menneske at sige tak for. Hvis skal jeg rette min tak et sted hen må det være skaberen.

Alle arter på jorden skylder vi vores liv. Det hele hænger sammen.

Vi må forudsætte kærligheden i det andet menneske, at når vi med den anden er enige om, at ville hinanden det bedste. Det må også gælde for naturen som giver os alt hvad der skal til for at vi kan leve livet. Hvis vi elsker livet nok, kan naturen heller ikke være uden betydning for os. Om lidt skal vi synge med Brorson Op al den ting som Gud har gjort, hans herlighed at prise…Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.

Næstekærlighed er at give livet videre, men det er også at vise agtelse, ømhed og drage omsorg for naturen som er vi er vokset sammen med.

At elske er at give, få til gro, drage omsorg, ligesom den gode Gud gør det for os, og viser hvad vi skal gøre for hinanden og naturen. Amen