Dette hellige evangelium til 1. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas (12, 13-21. Bibelen 2020)

Rabbi,« afbrød en af tilhørerne. »Kan du ikke sige til min bror, at han skal give mig min del af arven fra vores far?« ¹⁴»Kære ven, hvem har sat mig til at være dommer i jeres arvesag?« svarede Jesus og fortsatte, henvendt til hele mængden: ¹⁵»I skal ikke være grådige. Livet handler ikke om, hvor mange penge I har – uanset hvor rige I er.« ¹⁶Så fortalte han dem en historie. »Der var engang en rig mand, der havde fået en god høst. ¹⁷Hvad skal jeg gøre, tænkte han, jeg har ikke plads til det hele. ¹⁸Jo, nu ved jeg det. Jeg river laderne ned og bygger nogle, der er større, og så kan jeg både få plads til kornet og mine andre ting. ¹⁹Bagefter vil jeg sige til mig selv: ›Så, min ven. Nu har du alt, hvad du har brug for i de næste mange år. Slå dig bare til ro; spis, drik og vær glad.‹ ²⁰Men Gud sagde til ham: ›Hvad forestiller du dig? I nat skal du dø, og hvem skal så have alt det, du har samlet sammen?‹ ²¹Sådan går det dem, der kun tænker på at blive rige, men som ikke er det i Guds øjne. AMEN

 PRÆDIKEN 

Vanskeligheder ved kunsten at leve…

Vi ved jo godt, at rigdom ikke gør os lykkelig. Det kan vi læse om i eventyr, i klassiske og moderne romaner, og vi har set det på film utallige gange.

Vi ved måske fra vores egne livserfaringer, at rigdom ikke gør os lykkelige. De dejligste dage og de mest berigende øjeblikke afhænger ikke af, hvad der står på bankkontoen…

Det er selvfølgelig let for den rige at sige, at lykken ikke afhænger af rigdom. Men for den, der virkelig er fattig og hvis egentlige eksistens er truet, forholder det sig unægtelig anderledes. Det ved vi også godt.

Og måske netop derfor, er det naturligt for de fleste af os – i hvert fald i en eller anden grad - at handle som den rige mand i dagens tekst. At prøve at sikre os i livet? Er der noget forkert eller tåbeligt i at tænke ud over dagen i dag og gøre sig tanker om fremtiden? Er det ikke en del af kunsten at leve?  

Kunsten at leve er det, evangelieteksten handler om. Den handler ikke om en letkøbt moralisering over pengenes fordærv eller en banalisering af lidelse og afsavn eller en romantisk idyllisering af fattigdom, men om den svære kunst det er at leve…

Den rige mand har fået en langt bedre høst, end han havde forventet. Den var så stor, at han ikke havde plads til det hele. Efter at have talt lidt frem og tilbage med sig selv, så får han den plan at rive sine lader ned og bygge nogle, der er større…  

Og bagefter og bemærk dette bagefter, så vil han fortsætte sin ensomme monolog med sig selv om at være glad for alt det, han ejer.

Han vil vente med at glæde sig til senere. Når han kan se på endnu flere og endnu større lader. For ham drejede det sig om at komme ud over al usikkerhed: At kunne have kontrol over livet. Bringe det i lade og besidde det. Sikre det!

Han lever ud fra den grundsætning at eje meget må give sig udslag i bare lidt mere væren. Det gør det bare ikke!

Han gør alt for at eje livet i stedet for at leve det. Og det er der ikke meget væren i. For i sine bestræbelser er han ikke helt sig selv, ikke helt tilstede og ikke virkelig nærværende. Ja, måske har han allerede mistet det – altså livet - i sine bestræbelser på at eje det.

Et liv, der er fuldstændig kendt, planlagt, styret og kontrolleret vil være en død verden uden liv. Måske er det sådan, vi skal forstå den rige mands død – at han igennem hele sit liv slet ikke har levet eller at han har levet som om han allerede var død?  

Det græske ord for liv er psyke og det kan betyde både åndeligt liv eller det fælles liv. Liv er ikke alene evnen til at trække vejret. Liv er at være forbundet med hinanden. Bruger os selv og vores evner til at skabe fællesskab – både fysisk og åndeligt.  

Men den rige mand fortsætter sine ensomme monologer med sig selv

Vi kan kun forholde os til os selv og blive os selv igennem mødet med den anden. Livet opstår i mødet med det, der ikke kan besiddes eller kontrolleres – det kan være mødet med det andet menneske. En udveksling af blikke eller en samtale, hvor vi skiftes til at lytte til hinanden og svare…

Når vi er sammen, kan vi glemme både tid og sted og os selv. Vi er optaget af hinanden. I den åbning sker der noget. Vi oplever liv, som vi ikke kan redegøre for. Det er en rigdom som vi ikke kan besidde!

At give os hen kan være forbundet med angst. Vi har på en eller anden måde fået bildt os selv ind, at vi er i kontrol, og vi ængstes derfor ved tanken om at miste kontrollen. Men vi er grundlæggende ikke i kontrol, selvom vi bestræber os på at være det…

Måske kan i huske bankdirektørens kone, Maude fra TV-serien Matador? Hun kender til rigdom og hun kender til kontrol. Hun kender til det at ville sikre sig. Hun gør alt for at opretholde og værne om familiens ansigt ud af ad til, og når livet udfordrer hende lidt og kræver noget af hende, så går hun i seng – tilbagetrukket og ensom, angst for at leve.

Det er først den dag, Daniel og Hr. Stein har brug for hende og hun uden at kny kører grisehandlerens bil til Larsens gård, at hun opgiver at optræde som sig selv. Hun glemmer familiens ansigt ud ad til for en stund og giver sig hen og hun bliver nærmere sig selv og lever …  

Søren Kierkegaard vil sige, at angsten er en fast bestanddel i vores menneskeliv. Så måske er det angsten for tilværelsens åbenhed, der indimellem får os til at handle som den rige mand i forsøget på at have kontrol over livet – eje det og besidde det. Sikre det!

For den rige mand drejede det sig om at komme ud over al usikkerhed. Og overvinde den latente uro som er i ethvert menneske. Han ville gøre hele livet til en sikkerhed uden at give sig hen, uden angst og uden skælven

Men det er kun den, der lever og elsker, der kan skælve – af glæde, af angst og af overvældelse. Det er kun den, der ved, at hver dag gives os, der kan skælve ved en ny dags under. Skælve over at dagen har en iboende fryd i sig. En dag, der må leves i åbenhed for tilværelsen i tro og tillid og i vished om, at vi ikke behøver at bekymre os for livet…  

Hvorfra får vi modet…  

Fra den guddommelige gave: At vi ikke lever for vores egen sikkerhed. For vi har del i den ånd og den kærlighed, som faderen og sønnen rækker os for at have fællesskab med os. Vi hænger sammen og er bundet sammen af Guds kærlighed.

Det er troens mysterium, som vi kun kan høre, når det fortælles os og som vi kun ydmygt kan tage imod, når det rækkes os, og i sidste ende kun folde ud ved selv at række det videre …  

At leve sit liv med det fortegn, er en rigdom

AMEN