¹⁵Hvis I elsker mig, skal I overholde mine bud. ¹⁶Jeg vil bede min far om at sende en anden i stedet for mig; en, der kan vejlede jer, og som altid vil være hos jer. ¹⁷Det er Helligånden, sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi verden ikke ser den eller forstår den. Men det gør I, fordi den bor hos jer og er i jer. ¹⁸Jeg vil ikke efterlade jer som forældreløse børn – jeg kommer tilbage til jer. ¹⁹Om kort tid vil verden ikke længere se mig, men det vil I, for jeg lever; og I vil også leve. ²⁰Den dag vil I forstå, at jeg er i min far, og I er i mig, og jeg i jer. ²¹Dem, der elsker mig, er dem, der har fået mine bud og overholder dem. Dem, der elsker mig, bliver elsket af min far. Jeg vil også elske dem og vise dem, hvem jeg er.« Johannes 14,15-21 

Pinse! Spontant får det os – måske - til at tænke på lysegrønne bøgetræer, blomster som springer ud, solen der varmer som i dag og vi mærker hvordan livet igen vokser frem. Og fylder os med længsel og glæde.

Vi har med Grundtvig sunget hvad det er det handler om: i al sin glans nu stråler solen…nu kom vor pinselilje-tid, nu har vi sommer skær og blid, nu spår os mer end englerøst i Jesu navn en gylden høst.

Pinsesolen danser, siger vi også. De fleste af os tænker nok i den forbindelse på den ånd eller spiritus som har beruset os en festlig lørdag aften og vi vandrer en tidlig morgen hjem mens solen står op. Ånden i flasken kan få meget til at danse, også solen.

Når vi taler om pinsesolen der danser har det intet at gøre med for meget øl eller vin. Det er en tradition der er overført fra påskemorgen, hvor solen danser i glæde over Jesu opstandelse.

Og høsten som Grundtvig skriver ind i sin pinsesalme, stammer tilbage fra jødedommen, hvor man på dette tidspunkt af året holdt takkefest for kornhøsten.

 Læsningen fra Apostlenes Gerninger (2,1-11) er en fortælling om hvad der skete med disciplene og de første kristne efter Jesu død og opstandelse. Vi hører hvordan mennesker fra forskellige lande og egne er samlet i Jerusalem på pinsedagen…..²da de pludselig hørte en voldsom lyd fra himlen. Det lød som et stormvejr, og det fyldte hele det hus, de sad i. ³De så nogle tunger, der lignede flammer, og som fordelte sig på hver enkelt af dem, ⁴og de blev fyldt af Helligånden. Så begyndte de at tale mange forskellige sprog, og det var Helligånden, der bestemte, hvad de skulle sige.

Situationen dengang og nu er stadig den samme.

Jesus er død og opstået, adskilt fra os. Adskillelsen gør at vi må tænke over, hvordan vi opretholder et fællesskab med ham. Det er kirkens opgave at holde fast i hvad var det Jesus sagde og gjorde.

Jesu ånd som er hans betydning for os nu, hvordan kan vi holde fast i den? Har døden taget menneske taget fra os, gælder det samme, vi må finde ud af holde fast i den savnede.

Adskillelsen mellem mennesker, hvordan overvinde den, og holde fast i hinanden? Det være på grund af døden, en af vore kære, som ikke er her mere, eller det kan også være den adskillelse vi mærker, fordi vi er langt fra hinanden.

Adskillelsen er et vilkår vi alle må leve med, ligesom vi hører det i Johannes evangelium, hvordan Jesus og hans disciple skal finde en måde at leve med adskillelsen – ⁹Om kort tid vil verden ikke længere se mig, men det vil I, for jeg lever; og I vil også leve.

Johannes skriver sit evangelium på den anden side af år 100. Johannes skriver altså mere end 70 år efter Jesu død, og forsøger at komme til rette med, at Jesus ikke er levende længere, og hvordan så fastholde nærværet til ham. Johannes og de første kristne er kommet mange år på afstand af Jesus og alt hvad han sagde og gjorde; hvorledes det ville være muligt at opretholde et fællesskab med Jesus Kristus, når han ikke selv var tilstede? Hvordan kunne livet forblive ligeså så intenst og givende, som da han selv gik lyslevende rundt iblandt dem? Dagens evangelium taler ud af afskedens, adskillelsens og sorgens situation. Så Johannes situation er endnu mere vores situation i dag, så mange år efter: hvordan stadig leve med Jesus på en nærværende måde.

Vi hører Jesus sige, at han ikke vil efterlade os som forældreløse børn, og han kommer til os. Hvordan må vi spørge?

Det er igennem Jesu tale at det som er adskilt sammensmeltes. Ikke i denne virkelighed, men i den nye virkelighed. Fysisk er adskillelsen til at tage og føle på – Jesus er for længst død og opstanden. Men en anden talsmand eller vejleder vil komme til dem, som skal være hos os til evig tid: sandhedens ånd!

Johannes går ned i det dybeste og mest vidunderlige, der er at sige om livet i adskillelsen fra et elsket menneske. At selv om vi lever adskilt fra én vi holder af, så er der dybt nede en skjult sammenhæng, en enhed mellem mennesker, og enhed mellem mennesker og Gud.

Ånden er der det som binder det adskilte sammen. Det er derfor vi siger efter at have mistet et menneske i en situation, hvor det ville have været den døde som var det menneske vi var samlet omkring: lad os gøre det i fars eller mors ånd. Vi viser at i ånden er den vi har mistet ikke død. Adskillelsen er overvundet. Ånden er mindet, det vi har haft sammen, siger Jesus.

Det er en erfaring vi alle kender til. Det er det fællesskab vi oplever når vi efter en god begravelse samles bagefter. Og begynder at fortælle hinanden om afdøde. Om hvordan hun var, om morsomme oplevelser sammen med hende, ting hun sagde på sin bestemte måde, og som vi altid vil forbinde med hende. Om hvad hun har betydet for hvert enkelt af dem som er med til begravelsen. Et liv er slut, men lever videre i vores erindring om afdøde. Ved at vi fortsætter med at fortælle om ham og hans liv og vore liv sammen. Den døde lever videre i vores erindring. Vi fastholder på trods af adskillelsen kontakten, nu ikke længere i fysisk forstand, men i en åndelig forstand, er vi stadig sammen.

I pinsen fejrer vi ånden, der fortæller at vi på trods af adskillelsen, stadig er forbundne med hinanden. Og det behøver ikke altid at have med et savnet menneske at gøre. Den forbundethed vi alle kan føle når vi går ud i naturen, og mærker som vi sang det i pinsens store salme at nu stråler solen i al sin glans, nu har vi sommer skær og blid, og vi synes livet er skønt og alt er forenet af den ånd som livet er skabt af.  

Ligesom det dufter og lufter så lifligt i naturen, på samme med ånden. Ånd er, at noget er bevægende. Vi kan ikke kun have med hinanden at gøre som fysiske væsener, hvis ikke vi var forbundne i ånden, ville vore relationer dø.

Vi ser hinanden som fysiske væsner, men det er først når vi knyttes til hinanden i ånden, når vi begynder at tale og samtale, at vi mærker hvordan ordene skaber nyt liv og åbner for nye indsigter. Hvordan vi knyttes til hinanden.

Det er hvad vi ønsker at vor kristne tro skal være. Kristendommen dør hvis den stivner i en tids- og stedbundet bogstavtro. Det er den åndelige virkelighed som vi fejrer i pinsen, der er den levende virkelighed, som skal holde troen levende og i live. Det betyder at ånden skal tale sådan til os, at vi føler at eksistensen bliver oplyst og vi klogere på os selv, hinanden og livet.

Sprog er ånd, og ånd er sprog. Nogle gange kan vi ikke forstå hinanden, og andre gange er det som om et sproglig fællesskab opstår, som gør at vi umiddelbart forstår hinanden. Kirken er et fællesskab af mennesker, der har ånden til fælles, og som bliver ved med at fortælle hinanden om det de har hørt og set.

Fundamentalisme og intolerance trives ikke i åndens værksted. I alle religioner er der mennesker som tror de gør gud en tjeneste når de fordømmer, forfølger og dræber andre som læser skriften anderledes end de selv.

I pinsen fejrer vi ånden, den frie ånd som Gud har rakt os i Jesus, at vi ikke er adskilte fra hinanden og heller ikke fra Gud. Amen