Dette hellige evangelium til påskedag skriver evangelisten Matthæus (28,1-8) 

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.  Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den.  Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne.  De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.  Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede.  Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå.  Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. AMEN 

PRÆDIKEN

”Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham”.

Han genopstår jo ikke, tænkte jeg, mens jeg lyttede til præstens læsning af kapitlet om den tomme grav. Ordene jeg tænkte, stod overfor ordene, som blev læst, og det var sprog mod sprog, en kold konstatering overfor et umuligt håb (…) – en uløselige konfrontation mellem, hvad jeg ved, og hvad jeg hører”.

Sådan skriver Jens Christian Grøndahl om evangelieteksten til i dag i bogen: Min svage tro. ”Han er opstået, siger englen til kvinderne ved den tomme grav, og sådan gentager vi i dag – påskemorgen – han er ikke her, han er opstået!

-

Der er ingen rationel forklaring på opstandelsen, og derfor kan vi, som Jens Christian Grøndahl, opleve en uløselig konfrontation mellem hvad vi ved og hvad vi hører denne morgen - påskemorgen.

Opstandelsen er så skelsættende, at vi ikke kan finde ud af at tro på det af os selv. Opstandelsen er et skælv, der ryster hele vores eksistens – den sætter et før og et efter. Som et kraftigt jordskælv, der forandrer verden.

Vi ved ikke, hvad der skete og vi kan ikke beskrive, hvordan det skete – vores fornuft begriber det ikke og vores sprog kan ikke rumme det. Men det, der skete, havde magten i sig til at skabe en tro, der forandrede verden for altid. Vi hører ordene og mærker troen vågne i os – den første dag i en ny forandret og forvandlet verden

-

Og verden har desperat brug for at høre budskabet om opstandelse. Krig og konflikter finder sted her og nu og fylder os med frygt og modløshed. Det kan være umuligt for os at se, hvordan verden kan forandre sig. Sådan er det i dag og sådan var det på Jesu tid.

Men opstandelsens budskab er: At verden virkelig kan ændre sig og få en ny retning. At tro på, at verden kan ændre sig (at Gud kan dreje historiens hjul) det er at tro, at livet kan være anderledes i alle mulige og umulige situationer.  

Budskabet om opstandelse, som lyder påskemorgen, rejser et håb om, at forandring er mulig, når vi er midt i noget, der forekommer umuligt at lave om? Når vi mister et elsket menneske og vores liv bliver spaltet i et før og et efter – så ryster hele vores eksistens og vi rammes af et mørke, der ikke vil slippe taget i os.

Menneskelivet er skrøbeligt og endeligt og det kan rumme en ustyrlig smerte …

Opstandelsen betyder ikke, at døden ikke findes eller at vores smerte og lidelse, bekymring og sorg forsvinder som dug for solen. Men det betyder, at i denne virkeligheds dyb – midt i det liv, vi lever - i vores lidelse og nederlag – kommer Gud os i møde og er midt iblandt os med al sin kærligheds rigdom.

Deri er påskemorgenens kraft. Deri er forvandlingens og fornyelsens mulighed.  

Det var vel det, kvinderne ved den tomme grav mærkede: Guds ubegrænsede kærlighed - forvandlingens og fornyelsens mulighed. De fyldte af en glæde. En glæde over den nåde, der mødte dem. En ydmyghed over at det største fandt vej til dem - og langfredagssorgen slap sit tag i dem.  

I forstandens lys er døden grænsen for vores horisont og langfredag slutningen på livet, men det er ikke troens horisont. Når stenen væltes fra graven påskemorgen, er det som en port, der åbner sig til en ny verden med en helt anden horisont end vi kan forstå og forklare. Her er døden ikke slutningen. Her tager evigheden sin begyndelse.

Påskemorgen er begyndelsen på det nye liv i lyset af opstandelsen. Jesus er levende til stede iblandt os. Han er til stede i det andet menneske, vi møder og som bliver livsvigtigt for os. Han er til stede med sin ånd, der indgyder mod i bange hjerter og nye kræfter i skælvende hænder. Ligesom musik kan vække kroppen til dans, så kan han med sit ord gøre både ånd og krop levende og få hjerter til at banke.  

Hvad der gælder for Jesus, gælder også for os. Opstandelsen er ikke kun for de døde, den er også for de levende. Båndet mellem os og dem, vi har mistet, forandres ikke af døden – døden er ikke en grænse for kærligheden. I opstandelsens lys ser vi dem, vi har mistet. Alt det, vi delte og alt det, vi savner – den gave, de var. I opstandelsens lys lever de videre i vores erindringer og her skal vi mødes med dem igen og igen. Deri er påskemorgen kraft. Den fylder os med en glæde, som kalder os tilbage til livet.

Jesu opstandelse er en kærlighedserklæring til livet og til verden. Dette liv, denne verden, der er så fin, så skøn og så uendelig smuk. Jesu opstandelse er en kærlighedserklæring til menneskers fortabte sind, der elsker og længes og sørger over døden. Jesus forlader ikke denne verden. Han bliver. Han er til stede med sit ord, der kalder troen og håbet frem…

-

Ordene om opstandelse rejser et håb hos os. Et håb om, at forandring og fornyelse er mulig, når vi er midt i noget, der forekommer umuligt at lave om? Påskemorgens kraft er, at det umulige bliver muligt.

Selvom Jens Christian Grøndahl skriver, at det er et helt umuligt håb – en uløselig konfrontation mellem, hvad jeg ved, og hvad jeg hører, så skriver han samtidigt også: ”… men jeg vil gerne hører historien igen, næste gang jeg skal tage afsked med et menneske, jeg har holdt af.”

Ja, vi har brug for at høre budskabet om opstandelse igen og igen. Ikke for at kunne forstå det – ikke for at vide hvordan, men måske for at forstå hvorfor og gribe resten i tro. Og derfor er hver søndag en fejring af påskemorgen. Det er den livsnødvendige gentagelse af de ord, som englen trøster kvinderne med: Han er ikke her, han er opstået.

Kvinderne ved den tomme grav forstod det jo heller ikke, men de forstod, at det var betydningsfuldt og livsforandrende. De var fyldt med både frygt og stor glæde, da de løb ud i livet igen og i tro bar evangeliet ud i verden.  

Og fra den morgen stråler opstandelsens lys over verden og over vores liv. Og det gør forvandlingen mulig – i det store og i det små. Det kan være svært at tro og at se, når livet er svært. Derfor må vi altid hjælpe hinanden med at holde fast i det håb: At vi med påskemorgenens kraft kan begynde på ny hvert øjeblik.   

Må Gud give os frihed og mod til at se, hvordan foråret spirer og begynder. Jesu eget forår, hans påske, hans opstandelse. I ham begynder vores liv på ny – dag efter dag, fordi han altid vil være Gud med os. Han skænker os troen og styrker os i håbet om det umuliges mulighed. Glædelig påske. AMEN