⁴⁶Så sagde Maria:

»Jeg takker Gud af hele mit hjerte

⁴⁷jeg glæder mig over,

at han er min frelser.

⁴⁸Han har udvalgt mig, selvom jeg ingenting er værd.

Fra nu af vil alle mennesker kalde mig velsignet,

⁴⁹for Gud er fuld af magt, og han har gjort store ting for mig.

Hans navn er helligt!

⁵⁰Han tager sig af alle dem, der

frygter og respekterer ham – i slægt efter slægt.

⁵¹Han bruger sin stærke arm til store handlinger,

og dem, der har nok i sig selv, spreder han for alle vinde.

⁵²De store støder han ned fra deres troner,

og de små løfter han op.

⁵³Gud giver gode gaver til de sultne,

og de rige sender han væk med tomme hænder.

⁵⁴Han sørger for sit folk

og holder fast ved sin omsorg,

⁵⁵sådan som han lovede vores forfædre, Abrahams slægt – i al evighed.«

⁵⁶Maria blev boende hos Elisabeth i tre måneder, før hun vendte hjem. Luk 1,46-55

Vi møder to af Biblens fremtrædende kvinder i dagens tekster. Abraham har fået besøg og er gæstfriheden selv (læs 1. Mosebog 18,1-15). Imødekommende tager han med åbne arme imod de tre mænd. Sarah bager brød, der kommer kød på bordet, og mens de spiser står Sarah i teltdøren og griner, da de én af gæsterne fortæller at hun skal føde en søn.

Optakten til Marias sang er den dag hun sidder ved kilden i Nazareth og får besøg af englen Gabriel, der fortæller at hun skal føde en søn, som Gud har bestemt det. Vi hører hendes lovsang over den glæde og forundring over at hun skal blive mor til et barn. Det barn skulle vise sig at ændre på historiens gang.

I prædikenteksten til i dag møder vi hende i hendes glædessang over dette vidunderlige: jeg takker Gud af hele mit hjerte, jeg glæder mig over, at han er min frelser.

Maria fortæller i sin lovsang til Gud, at livet er godt. At der er ét op og ned i tilværelsen. Hendes tale til Gud hænger selvfølgelig sammen med, at hun har fået at vide at hun skal føde et barn. Men hendes ord flyder over i lovsang til Gud, som det sted hvorfra hun ser på livet. Det er livet som skabt af Gud Maria synger sin sang for.

Som skabt er livet meningsfuldt. Det kan være godt at få at vide og holde sig til, men det er også en stor udfordring at se på livet som skabt godt. Mange har gennem historien talt for det modsatte; at verden var absurd, tømt for mening, ja der er en stemme i Biblen i Prædikens Bog, der taler om livet som ”endeløs tomhed”. Det er den tone af mol vi alle godt kender til i livet. En nostalgi som kan indfinde sig, en følsomhed over svundne dage, et savn efter noget vi måske ikke kan sætte tydelige ord på.

 Maria oplever skabelse som et under, at der er mening til i livet, før mennesket gør noget. Hendes fryd og glæde har sin grund i tillid og tro. At Gud skaber ud af intet. Skabelse er derfor et dagligt under. Skabelsens morgen gentages hver morgen. Hver dag begynder det hele forfra kunne vi godt sige. Skaberen sætter kaos på plads, og vi mærker det, når vi sanser lyset og glæden ved at være til.

Maria fryder sig over Gud, selvom hun ved godt at livet også rummer mørke sider.

I alle tilfælde ser vi hvordan Maria fryder sig over at være i Guds levende hænder, og flyder over i jubel, glæde og lovprisning. Hendes fryd er ikke hendes egen indsats, men er ekkoet af det hun har erfaret som lykkeligt og godt. Det er svaret på den gave hun har fået.

Sådan kan vi sammenligne Marias gudsfryd med hvad gudstjeneste er. Gudstjeneste er gudsfryd. I salmer, bønner, og tekster svarer vi på en tale. Gudstjenesten er et møde mellem Gud og mennesker, et frydefuldt møde, hvor vi flyder over i lovprisning af livet som skabt af Gud. Gudstjenesten er en fryden sig over det vi normalt ikke har vore øjne rettet mod. Til dagligt er vi optaget af det som skal gøres. De daglige opgaver som er nødvendige at gøre, og som selvfølgelig skal gøres, hvis vore liv ikke skal løbe ud i kaos og opløsning.

Dagligdagen er der for os alle med sine pligter og ansvar. Vi skal træffe afgørelser om dette og hint, der er behov der skal stilles hos vore børn og os selv. Vi vil gerne realisere vore liv, hvad det så end betyder. Er livet ikke godt nok, som om livet hele tiden er et andet sted. Jeg er hele tiden på vej, men jeg ved ikke hvornår jeg kommer i mål. Vi kan føle at dagene mange gange er stramme med aftaler og pligter. Er det her friheden kan vi tænke – eller er vi efterhånden blevet så bundne i alt hvad vi gør?  Vi stræber, kæmper og arbejder, mange gange så blodet sprøjter. Maria har sin opmærksomhed rettet mod kilden til hendes livslyst og livsmod.

Hun er lettere euforisk – mon ikke forældrene til Viola og Caroline kan genkede glæden hos Maria. Maria har for en stund lukket af for verden, og føler et gudsnærvær. Hvad føler hun? Hun føler at Gud har accepteret hende som hun er, og at livet er fuld af kærlighed.

I gudstjenesten fryder vi os. Når vi fryder os, som vi ser Maria gøre det, har vi sluppet os selv. Vi slipper for at være den, der skal handle. Der bliver handlet med os, og vi svarer med lovprisning og med at glæde os over livet. Vi er ude over der hvor det hele står og falder med mig. I gudstjenesten vil vi intet af og med verden udover slet og ret at være i den. Være i verden i al dens tvetydighed, for det er ikke altid at vi kan synge jubelsange, men også når vi synger vores klagesange til Gud får nøden og ondskaben rum i gudstjenesten. 

Gudstjenesten er glæde over at være til, at der er noget til. Vi fyldes af taknemmelighed over livet. Livet i al dets herlighed og fylde, som vi måske ikke altid har øje for til hverdag, men som vi alle nok ved hvad dækker over. Nemlig i de øjeblikke hvor vi glemmer bekymringerne, og mærker livet. Vi taler om livets kerne, det nøgne og rene faktum at der er noget til, vi kalder det for livet. Vi går bagom alle dagliglivets gøremål og overvejelser. Her skal vi ikke gribe ind i verden, men det gælder alene om at se den, ikke bruge tingene, men lytte til dem.

Når vi fryder os er vi grebet af livet, som det der kommer til os. Vi glæder os at være en skabning, og vi er langt fra opstemtheden over hvad vi har præsteret eller opnået. Vi er der hvor Maria er, når hun fryder sig over Gud. Det er fryden over livet, glæden over hvad jeg får skænket grundløst, det umotiveret og urimeligt glædelige.

Gudsfryden – er ensbetydende med at vi nærer en tillid til en hinsidig væren. En enhed, hvor alt er samlet.

Det er fryden over at hele verden, himmel og jord, mit liv, ikke holder sig selv i væren, helt af sig selv. Det er som Maria der i sin fryden sig over Gud, også lade sig fylde af Gud.

Gudsfryd er derfor gudstjeneste. For i gudstjenesten fryder vi os over, at være at rummet i en hinsidig enhed, der holder os og alt andet i livet i live.

Vi kan meget her i livet, og mange er vore gøremål, og proportionalt hermed vore bekymringer, men i fryden over Gud, viser vi som Maria, at liv, fylde og kraft kan vi ikke give os selv.  Amen