02/07/2024 0 Kommentarer
Vinderprojekt af den nye sognegård
Vinderprojekt af den nye sognegård
# Ny sognegård
Vinderprojekt af den nye sognegård
Arkitektkonkurrence – projekt Ny Sognegård - vinderprojekt reception
Ved en reception tirsdag aften blev vinderen af arkitektkonkurrencen afsløret: OS Arkitekter, som er en nyere tegnestue med to erfarne arkitekter på Amager Om OS | OS (osark.dk)
Deres bud på den Ny Sognegård fremgår af billedet.
Ejendommen vil blive renoveret og i forlængelse af huset og bagtil vil der blive bygget en længe med terrasse imod haven og skoven, som skal rumme en stor sal som kan opdeles, hvor der vil kunne afholdes en hel række forskellige aktiviteter.
Hovedhuset vil blive renoveret og indrettet til kirkekontor, præstekontorer, møderum, toiletter, køkken og fællesrum med en flot udsigt til Kirken og Kirkegården fra både stuen og første sal.
Til Receptionen bød formand for menighedsrådet Helge Jacobsen velkommen og holdt en tale hvori han fortalte om baggrunden for projektet bl.a.:
Humlebæk Kirke fik i januar/februar 2023 en sjælden mulighed for at kunne erhverve en 235m2 bevaringsværdig naboejendom fra 1887 på Humlebæk Strandvej 8 med en stor 2400m2 grund, som sidst blev handlet for 18 år siden. Ejendommen er 19 år yngre end Kirken som blev opført i 1868.
Begge ejendomme er i røde teglsten og med sort skifertag og ejendommen ligger overfor kirken og kun to husnumre fra vores præstebolig i nr. 4, hvor sognepræst Hans-Henrik Ross og familie residerer. Denne præstebolig er også opført i samme byggestil 4 år senere dvs. i 1891. De 3 bygninger passer rigtig godt sammen arkitektonisk.
Hvorfor købte vi ejendommen? Vores nuværende Sognegård på Gammel Torpenvej 26, har tjent os godt i mange år siden den blev opført for 40 år siden i 1983. I mellemtiden har vores behov ændret sig og vi har haft et mangeårigt brændende ønske om, at knytte Kirken og Sognegården aktivitetsmæssigt og fysisk tæt sammen i lighed med de fleste andre kirker. Og denne sjældne mulighed blev nu en realitet.
Vi har eksempler på i dag, at ved fælles arrangementer i både Kirke og Sognegård mister vi halvdelen af menigheden når de skal gå eller køre 2 km til Sognegården efterfølgende.
Helge Jacobsen takkede til slut Fredensborg Provstiudvalg og provst Hans-Henrik Nissen, Helsingør Stift og Fredensborg Kommune, Menighedsrådet og en række nøglepersoner for hurtig og effektiv støtte, som gjorde det muligt i løbet af kun 2 uger at få lånefinansiering og godkendelse til at købe ejendommen på plads. En ny rekord i Folkekirken!
Udvalgsformand og arkitekt Bente Have Kildeby redegjorde derefter for arkitektkonkurrence forløbet , hvor 3 arkitektfirmaer blev indbudt til at komme med et projektforslag på basis af vores fremtidige behov og bedømmelseskriterier indeholdende: opfyldelse af visioner og funktionelle krav og bæredygtighed samt realiserbarhed og robusthed inklusive økonomi.
Menighedsrådet evaluerede efterfølgende de indkomne projektforslag på basis af udbudte konkurrencemateriale og bedømmelseskriterier og et enigt menighedsråd kom frem til at det vindende projekt er fra OS Arkitekterne.
Arkitekterne Olmo Ahlmann og Stine Christiansen takkede menighedsrådet for muligheden for at deltage i konkurrencen og redegjorde derefter for visionerne og ideerne bag deres projekt og sagde blandt at:
“det er noget af det fineste at få lov til som arkitekt at skabe rum for fællesskab, gråd og glæde”
Der blev derefter holdt flere taler af Provst Hans-Henrik Nissen fra Fredensborg Provsti, Sognepræsterne Hans-Henrik Ross og Mona Høgh, hvor de fortalte om hvad de forestiller sig den Ny Sognegård kan bruges til og hvad den vil komme til at betyde for lokalsamfundet, for kirken og for menigheden i mange år frem.
Borgmester Thomas Lykke Pedersen fik til sidst ordet og udtrykte også sin glæde for vores planer om et nyt og spændende samlingspunkt i Humlebæk til glæde for alle borgerne og sin støtte til projektet.
Vi glæder os rigtigt meget til at byde jer alle velkommen i den Ny Sognegård i slutningen af 2025, hvor vi regner med at renovering og byggeriet vil være færdigt. Inden da skal en lokalplan først udarbejdes og godkendes inden arbejdet kan igangsættes.
Kommentarer